Søndagens tekst
På søndag den 24. januar er det sidste søndag efter Hellig tre Konger og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 17 vers 1- 9.
På søndag er det sidste søndag i Helligtrekongertiden, og de sidste juletoner klinger ud. Helligtrekongertiden begynder med, at tre rige, vise gamle konger bøjer sig for Jesusbarnets usynlige guddomsherlighed i stalden i Betlehem. Og Helligtrekongertiden slutter med, at tre unge fattige uvidende disciple bøjer sig for den voksne Jesus, åbenbaret i al sin synlige guddomsherlighed svøbt i lysets klædebånd med strålekrans om tinde.
På denne måde toner julen ud, disciplene så, hvad der ellers er skjult for øjet. De så lysets kilde, de så ham, som vi alle skal møde den dag, hvor det hedder:”… da vinker os din strålekrans, da kysser os din guddomsglans”.
Opad mod Himlen går vore drømmes vej, opad mod klarheden og forklaringen, men nedad mod jorden går nådens vej, Guds vej, og til jordens indre når den, for så dybt kan ingen synke, at nåden ikke kan nå ham.
Lyt godt efter de ord, som Gud Fader siger til Jesus: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”. Og synes du de ord lyder mærkelige, så kan jeg sige dig, at det sære, du hører, er lyden af dødens port, der giver sig i alle hængsler!
”Vi sidder i det lave, vor frelser over sol, vi sidder mellem grave, han på Guds kongestol…”. Han sidder over sol. Vi sidder mellem grave, og med alderen er det en voksende erkendelse. Man får det som Morten Vinge henimod slutningen af: ”En landsbydegns dagbog”, hvor han siger: ”Jeg har venner og bekendte her, både over og under jorden”. Ja, både i jorden og i Himlen.
Svend Schultz-Hansen
