– I disse dage kommer der skilte op ved indgangene til skoven omkring Nøragergård. Det er Naturstyrelsens officielle skilte til brug i private skove – med et par lokale lempelser, så de allerfleste kan bruge skoven, som de plejer, fortæller ejeren, Carsten Palvig.
n NØRAGER: – Alle er meget velkomne til at gå tur i skoven, men vi har ind imellem haft lidt problemer især med løse hunde, støjende knallerter og cykling på de stejle skrænter, hvor jordlaget er tyndt og skrøbeligt. Mange tror, at skoven er kommunal, og uden skiltning kan det være svært at komme igennem med en venlig henstilling, forklarer Carsten Palvig.
Andre almindelige færdselsregler er blandt andet, at man færdes på eget ansvar, at man skal holde sig til stierne og ikke må grave planter op, og generelt er det ikke tilladt at ride eller køre i skoven. Det fremgår nu tydeligt af skiltene.
Carsten Palvig har lavet et par tilføjelser, så ryttere gerne må benytte den lange allé, og adgangen til skoven er udvidet, så man gerne må færdes i alle de lyse timer fra en halv time før solopgang til en halv time efter solnedgang.
Desuden har han skrevet sit telefonnummer på, hvis nogen har brug for særlige aftaler.