Af Svend Schultz-Hansen
Søndag den 1. august er det 9. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 16 vers 1-9.
”Der var en rig mand, som havde en godsforvalter…”, en slyngel af værste skuffe. Den rige mand sagde derfor til sin forvalter. ”Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter…”.
Grundtvig siger et sted, at forstand ikke er andet end en følelse, der bliver sig selv klar. Forvalteren så klart og klogt på sig selv, og da han vidste alt om, hvordan man gør sort til hvidt, så han lyst på fremtiden.
Forvalteren går til sin herres skyldnere og får dem til at nedskrive deres gældsposter, så de senere må modtage ham i deres hjem. Ellers kunne han jo let lade et ord falde.
”Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt…”, og så følger disse ord lige efter: ”Denne verdens børn handler langt klogere overfor deres egne, end lysets børn gør…”. Denne verdens børn er langt bedre til at bedrage hinanden end lysets børn er til at hjælpe hinanden.
Kunsten at forstå ligger i evnen til at lytte og lyt derfor nøje efter! Herren roser den uærlige godsforvalter, fordi han ”havde handlet klogt”.
Herren er god og derfor retfærdig. Herren er meget god og derfor ubøjelig i sin retfærdighed. Det vidste forvalteren, og derfor handlede han klogt, da han med alle midler forsøgte at redde sig og ikke drømte om at bede om nåde og barmhjertighed.
Jesus bruger denne lignelse til at spejle et stykke af Himmeriget, et stykke af Guds vilje, et stykke af Gud selv, nemlig dette, at Gud er ubøjelig retfærdighed. Gud er kærlighed, men kærlighed og retfærdighed kan ikke skilles ad.
Gud må derfor gøre os retfærdige, skænke os retfærdighed, så vi bliver retfærdige i Guds øjne, og det gør Guds søn ved at skænke os sig selv, sit liv, sit kød og blod, sin verden, sit rige, og sin retfærdighed ved gå ind i vort liv og gøre sig eet med os.
I troen på ham smelter vi sammen med ham, den eneste retfærdige, i den kærlighedens lue, som brænder ved døbefond og alterbord.
