Af Svend Schultz-Hansen
“Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den”.
Vore kirker er i dag blevet til museer og museerne til kirker, hvor vi dyrker os selv og hinanden. Lidt det samme var det sket i Jerusalems tempel. Troen på den levende almægtige Gud var sunket i grus, og snart skulle tempelbygningerne følge efter. Guds levende lov var stivnet i regler og paragraffer.
Gud græder! Den almægtige Gud er den levende Gud, og derfor kan Gud græde. Gud er kærlighed og derfor er Gud personlig, lidenskabelig, inderlig, trofast og kender til vrede, glæde sorg og savn.
En Gud, der græder, er ikke filosoffernes, ikke de dybsindiges gudsbillede. Og det er ikke i det eksklusive selskab af åndeligt søgende feinsckmeckere, at vi finder billedet af den grædende Gud. Men Gud findes lige let af alle mennesker, lige let af kloge og dumme, ellers var Gud ikke Gud.
Gåden er ikke Gud, men mennesket, skabt i Guds billede til kærlighed og derfor skabt som en person med selvbevidsthed. Og til eftertanke for de sprænglærde, så hedder det: ”Hvis ikke I bliver som børn igen kommer I slet ikke ind i Himmeriget!”
Det er ikke i tankespindets verden, at livet får mening. Vi skal ned på langt dybere vand, helt ned i hverdagen og dagligdagen med hinanden for at finde de dybder, hvor svarene findes, og der finder vi en Gud, der græder.
Gud græder over, at vi ønsker at få fred for ham og ikke fred fra ham. Det er svært altid at se alvoren, når børn græder, men måske en voksen kan ane alvoren bag ordene om, at Gud græder.
Det er sandt, at så langt vi kan se, tumler vi ud i intetheden, og døden opretholder den mest isnende tavshed, uberørt af smerten hos dem, der ensomt blev lagt tilbage. Men det er ikke det, vi kan se, som vi skal regne med. Livet runder en større horisont end vi aner, en horisont, der åbner sig, når vi hører, at Gud græder.
