NØRLUND: Onsdag i sidste uge havde borgerne lejlighed til at stifte bekendtskab med en af egnens store virksomheder. Det var Nørlund Savværk, der for anden gang i løbet af kort tid åbnede dørene for et aftenbesøg, som var arrangeret af Rebild Turistforening. Og det var savværkets administrerende direktør, Jørgen Sølvsten Skriver, der viste rundt og fortalte om virksomheden.
Arrangementet var oprindelige planlagt til medio april, men måtte udskydes på grund af corona-situationen. I stedet blev det gennemført den 3. juni. Her var tilslutningen så massiv, at mange blev skuffet. Men man fik så tilsagn om endnu et besøg på savværket, og det blev så gennemført i torsdags, hvor der ligesom den 3. juni deltog 50 mennesker, fortæller turistforeningens formand, Jens-Peder Vium.
Nørlund Savværk ejes og drives af Nørlundfonden, som udover savværksdrift ejer Nørlund Slot og driver 2100 ha skov og landbrug (Nørlund Skov, Tisted Nørskov, Tingskoven og Torstedlund Landbrug). Nørlund Savværk er det næststørste savværk i Danmark og et af Europas mest moderne nåletræssavværker med den nyeste teknologi og certificeret til et internationalt marked.
Nørlundfondens skovbesiddelser fordeler sig med ca. 1300 ha i Rold Skov og ca. 800 ha i Tingskoven i Han Herred. Fondens besiddelser udgør ca. 20 % af Rold Skovs samlede areal.
Det er dog ikke sådan, at savværket kan nøjes med at benytte træ fra egne skove. Kun 6-7 % af det samlede volumen kommer nemlig herfra, men resten købes fra mange andre skove i Danmark – fra vestkysten til Bornholm. ”Vi kunne lægge hele Rold Skov ned mange gange om året, hvis vi alene ville få træ herfra,” som savværkets direktør Jørgen Sølvsten Skriver udtrykker det.
Ødelæggende brande
To storbrande inden for de seneste ca. 15 år har ellers været med til at ødelægge Nørlund oprindelige Savværk. Først var der branden i 2005, hvor det nye og helt moderne savværk blev bygget.
Så kom der endnu en brand i 2012. Her gik det ud over det ene af sorteringsanlæggene på savværket, mens savlinjen var uberørt, hvorfor selve opsavningen af råtræ kunne fortsætte. Men naturligvis var produktionskapaciteten på savværket i en periode negativt påvirket af branden. Samme år blev et nyt og moderne høvleri etableret.
Blandt andet som en følge af brandene har Nørlund Savværk kørt med underskud i en række år og efterhånden oparbejdet en betydelig negativ egenkapital. Men med en massiv tilførsel af kapital fra Nørlundfonden, der råder over en egenkapital på over 180 mio. kr., er situationen rettet op, og virksomheden er begyndt at give overskud, fortæller Jørgen Sølvsten Skriver, der blev ansat 1. august 2016, og som derfor har haft en meget stor opgave i at skabe en positiv vækst.
– Min opgave fra starten var jo blot at gennemføre en minimering af omkostningerne og øge fokus på salget og på vores gode loyale kunder samt at tilrettelægge en rationel drift. Det har været en ’spændende rejse’, og det er da lykkedes os at få den negative egenkapital rettet en del op, fortalte Jørgen Sølvsten Skriver, der i indeværende år forventes at kunne bibringe koncernen et overskud på et 2-cifret millionbeløb.
Dygtige medarbejdere og avanceret udstyr
En vigtig baggrund for de senere års positive drift må også tilskrives savværkets trofaste, erfarne og dygtige medarbejdere, understregede Jørgen Sølvsten Skriver ved aftenens arrangement. At der er tale om en trofast medarbejderstab ses bl.a. af, at flere har været ansat her i 40 år og mange andre i 30 og mere end 20 år.
– Med deres mangeårige erfaring har de det hele inde i hovedet og kan deres kram. De ved, hvordan tingene skal gøres, og de ved også, hvad der skal gøres, hvis der sker noget, som ikke skal ske. Hvis de forsvinder, og der skal ansættes nye folk, så skal vi i gang med et uddannelsesforløb og en intensiv procesbeskrivelse af alt, både i billeder og tekst og i en form, så instrukserne kan aflæses på deres mobiltelefon, fortalte Jørgen Sølvsten Skriver.
Avanceret teknologi er en del af hverdagen på Nørlund Savværk. Det sikrer en præcis opskæring af den enkelte stamme, og at hver enkelt træstamme udnyttes optimalt. Og samtidig foregår det med stor hastighed, idet der kan produceres 60-90 meter i minuttet svarende til 2000 stammer om dagen.
Aftenens besøgende havde lejlighed til at opleve den moderne teknik på tæt hold, da man kom rundt i hele savværket, der er opbygget sådan, at man kan bevæge sig rundt på de indbyggede sikre færdselszoner med direkte udsyn til, hvordan et moderne savværk og et ”maskinsorteringsanlæg” automatisk fordeler de enkelte stammer og opsavede og høvlede trævarer i forhold til størrelse m.v.