• 500 gr. mel
• 100 gr. spelt eller anden grov melsort
• 6-7 gr. tørgær/15 g gær
• ½ øl
• 1½ dl. lunkent vand
• 1-2 tsk. honning
• 150 gr. skrællet, fintreven rødbede
• 25 gr. salt
• 1 spsk. frisk timian
• 2 spsk. olie
• Æg + vand til pensling
Ælt sammen til en smidig dej og lad hæve på bordet – tildækket – ca. 1 time.
Form til 2 brød, der lægges på bagepapir på plade og hæver ca. ½ time.
Pensles med æg-vandblandingen.
Bages ved 200 grader 25-35 min.
_ _ _
Rødbeder er en fantastisk rodfrugt, som både kan bruges i varm madlavning,
kan syltes, bages, dampes, steges og anvendes i bagværk og kager.
Der findes mennesker, der vil påstå, at de smager lækkert, når de er groftrevet i en salat, meeeen det er nu ikke det, der får højeste prioritet her i huset! I det hele taget bliver de brugt til syltning, bagning i ovnen og til at putte i brød.
Disse brød får en lækker lyserød farve og er næsten ikke til at undvære på en buffet. Min familie beder mig ret så ofte om at bage sådan et brød. Engang bagte jeg det altid med lidt rugmel i – og så nødder. Det smager rigtig dejligt, men ikke for de mindste i familien. Jeg tror, det er nødderne, der ikke behager de søde små pus.
Men skidt være med det, så opfinder jeg da bare et andet brød.
Som sagt, så gjort, og her er dette andet brød så – frisk fra fad, serveret for jer.