På søndag den 12. september er det 15. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 6 vers 24-34.
Af Svend Schultz-Hansen
Jesus siger til os: ”I kan ikke tjene både Gud og Mammon”, og ordet ”Mammon” betyder penge. I Paradis er der lys og luft, salt, saft og duft af alle blomster. Der er fugle, skove, og vidtstrakte haver, men penge er der ingen af, dem må du aflevere til færgemanden!
Magten samler sig i pengene. Vi kan ikke se den, men vi mærker den. Penge er denne verdens afgud. Den engelske digter William Shakespeare har i et skuespil sagt således om pengenes magt: ”Det røde blanke Guld, det dyre guld, kan gøre sort til hvidt og grimt til kønt og ondt til godt og lavt til ædelt, fejt til tappert, gammel til ung. Det kan lokke præster og altertjenere fra templet, kan trække puden fra hovedet af den stærke mand, velsigne den der er forbandet, gør spedalskhed beundret, sætte tyve på bænk med senatorer, og begrave dem med hæder og rang og knæfald…”.
Penge kan meget, men ikke alt. Selv mange penge kan ikke kvæle bekymringerne, de avler dem tværtimod. Ville man spørge os, hvor bekymringen har sit sæde, må vi svare, at det har den i hjertet, for i hjertet har også kærlighed til penge sin kongestol.
Jesu ord: ”I kan ikke tjene både Gud og Mammon” kommer ikke som krav til os, men vender sig imod os som en dom. Han dømmer os for ukærlighed og ufred, fordi det alt sammen gror ud af vore bekymringer. Bekymringerne får os til at tjene både Gud og Mammon så derfor:” Hvorfor bekymrer I jer for klæder I lidettroende!”.
Mod bekymringerne rækker Jesus os to ting:
Det første er åbenhed overfor sandheden om vor egen afmagt: ”Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig”.
Det andet er tilliden til Guds almagt og omsorg: ”Se til himlens fugle… jeres himmelske far giver dem føden. Er I ikke langt mere værd en dem!”. Derfor søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift.
