Af Svend Schultz-Hansen
På søndag den 19. september er det 16. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 7 vers 11-17.
Byen Nain ligger på en langstrakt højslette, og Jesus er på vej derhen, men da han nærmede sig byporten, blev en død båret ud, en mors eneste søn, og hun var enke.
Afstanden mellem liv og død behøver kun at være meget lille, et øjebliks uopmærksomhed i trafikken eller på arbejdspladsen, men for den, der lever, er afstanden en uendelig afgrund.
Enken gik med sin sorg og foran sorgen ligger den døde, der med sin død gjorde sorgen levende. De, der fulgte enken, holdt en respektfuld afstand, for som der står et sted: ”Vi fulgte én, der gik alene”. Hvorfor? Det er Gud, der skal konfronteres med det spørgsmål, ellers skal Djævelen nok komme og besvare det.
Enken stod på bunden af al elendighed, hvor hvert ord til trøst falder som en regnbyge over havet. Hun var, hvor ingen og intet kunne nå hende, ingens hjerte, ingens mund og ingens hænder:” Da Herren så hende ynkedes han og sagde: ”Græd ikke!”
Han gik hen og rørte ved båren. Han ynkedes over enken. Medfølelsen, den dybeste og svageste og mest menneskelige af alle følelser, vældede op i ham. Medfølelsen, den stærkeste og almægtigste af alle guddommelige kræfter, virkede i ham, og med den skubbede han døden tilbage, et stykke tid tilbage og væk fra drengen.
”Han gav ham til hans mor” siger evangelisten og siger dermed, hvad vores liv er til for. Det gives os ikke som vor personlige ejendom, men vi gives til hinanden. Livets gave er den andens liv.”
”Græd ikke” – det ord var det første, han sagde til enken og først bagefter kom opvækkelsen af drengen. Ordene ”Græd ikke” er stadig det første, og længere er vi ikke idag. Vi må nøjes med at se opstandelsens lys gennem gravens mørke og bare høre det første, han sagde: ”Græd ikke!”
Med glem ikke, at han som i søndagens evangelium siger dette ”græd ikke” til dig idag. Det er ham, der i går sagde det samme til enken i Nain.
