På søndag den 10. oktober er det 19. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Markusevangeliet kap. 2, vers 1-12.
Jesus var kommet til byen Kapernaum. Her talte han om, at Guds kraft og rige på jorden syner så lille som et sennepsfrø, syner så lidt som gæren i brødet, og så svagt som ordet, der flyver bort med vinden. Og dog er Guds kraft og rige det største, og det eneste virkelige, mens al fysisk kraft og magt blot er et tomt bedrag, bobler på vandet, skygger, der svinder, gøgl og glimmer, som ingenting er.
Netop som Jesus havde sagt dette, gynger taget over ham. Fire mænd baksede sig op på taget med en båre imellem sig. De fjernede græstørvene, brækkede det grenbundne lertag i stykker og åbnede udsigten til den blå himmel. Ned gennem hullet sænkede de en lam og afleverede ham i Guds hænder.
Da Jesus så deres tro, at de ikke lod sig standse, sagde han til den lamme: ”Søn, dine synder tilgives dig!” Nu bredte skuffelsen sig, for helbredelsen udeblev. Alle havde ventet et under, men fik blot et ord!
Dér lå den lamme, som nu skulle hejses op igen. Med skuffelsen bredte sig spottende smil, og spot er altid kold, så kolde smil blandede sig med forargelsen over ham, som gav ord i stedet for handling og mente at have vristet tilgivelsens gave ud af hænderne på den almægtige!
Forargelsen over Jesus går også på den lammes afmagt for, hvor meget kan en lam synde? Den store danske digter Inger Christensen siger i en prædiken: ”Det var jo det, Jesus kaldte synd, at hvert menneske har arvet jorden og al den begærlighed, der hører til!”
Synden er vi fælles om på denne jord, både lamme og længdespringere, unge og gamle, levende og dem vi kalder døde.
Onde er vi ofte mod hinanden, men så tilgiver vi ondskaben væk for hinanden. Mod Gud kan vi ikke være onde. Mod Gud er vi syndere, og synden tilgiver Gud væk fra sig. Guds nåde er frihed fra synden og vor virkelige og evige helbredelse.
