På søndag den 24. oktober er det 21. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra evangelisten Johannes kap. 4 vers 46-53.
Af Svend Schultz-Hansen
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå for døden. Han bad Jesus helbrede ham, og Jesus gjorde ham rask. Var drengen død, inden Jesus nåede at helbrede ham, så var døden alligevel kun en lakaj, der ville have været nødt til at åbne døren for drengen ind til livet.
Den kongelige embedsmand haster hen til Jesus, men Jesus begynder at tale om noget helt andet, om vantro. Han siger: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke…”. Det er som om mandens nød slet ikke trænger ind, og Jesus slet ikke ser, at sorgen har fyldt hans hjerte og tårerne hans øjne.
Vi kan ikke stå her og snakke. Du må løbe. Jeg har løbet, mine tårer har løbet og nu løber drengens liv og tid ud og mit hjerteblod løber ud over jorden og ud i havet.
Den 3. juni 1579 blev der født en lidt sygelig og svag dreng til verden. Jens Munk hed han, og siden blev han opdagelsesrejsende på det store hav. Jens Munk siger således et sted i sine dagbøger: ”Havet består af vand med saltindhold ganske som tårer. Et hav af tårer sejler vi på gennem livet. Der er mange slags lande og mange mennesker, men ud over den ganske verden kun én slags tårer og kun eet eneste hav”.
Tusinde år og tusinde kilometer er der mellem os og den kongelige embedsmand, men tiden og afstanden er bare bobler på vandet. Vi står sammen med embedsmanden, for på jorden er der kun én slags tårer og et eneste hav.
Lige så meget vi betyder for hinanden, lige så lidt betyder vi for naturen. Den opdagelsesrejsende Jens Munk skriver om det således fra en rejse over Hudson Bay: ”Naturkræfterne udfolder sig med større pragt og frihed, end noget andet sted, og allevegne flammer kulden, og mennesket er her kun – en kortvarig misforståelse”.
For naturen er du intet, men for Gud er du alt, så når din dødsattest er stemplet, er din dåbsattest stadig i kraft.
