Så har Nørager igen modtaget en stor bevilling fra Jutlander Fonden Hobro. Denne gang er det 250.000 kr., der er bevilget som tilskud til indkøb af en handicapbus til Nørager Friplejehjem. Tidligere i år har Nørager Borgerforening fået udbetalt et tilskud på 150.000 kr. til den nye bypark. Og hertil kommer flere mindre tilskud til forskellige projekter i Nørager-området.
Så Nørager har god grund til at glæde os over, at byen i sin tid havde en afdeling af den daværende Sparekassen Hobro. Det er nemlig ’adgangsnøglen’ til at søge tilskud fra Fondens midler, idet det er projekter i Sparekassen Hobros tidligere dækningsområde, der kan søge fondsstøtte fra Jutlander Fonden Hobro.
Om den nye, store bevilling på 250.000 kr. udtaler forstander Susan Lundgren Hansen:
– Vi er naturligvis både overraskede og meget taknemmelige over at modtage en så markant bevilling fra Jutlander Fonden Hobro.
Bevillingen på 250.000 er en særdeles god start på indsamling til en bus. Det betyder, at vi forhåbentlig allerede indenfor en overskuelig fremtid kan få vores egen bus og dermed give de mennesker, der bor her, større mulighed for fortsat deltagelse i samfundslivet i både nærmiljø og ved længere transporter.
Den fri bevægelighed mener vi er vigtig for mennesker i alle aldre. Det er vigtigt at kunne komme hjemmefra og at få oplevelser udenfor hjemmet, også selv om man er svækket og har brug for hjælp i det daglige.
Den store lokale fond
Fonden opstod i forbindelse med, at Sparekassen Hobro og Sparekassen Himmerland (i Aars) fusionerede. Det forhold, at de to sparekasser overgik til at være banker og dermed ikke længere være foreningsejede, men aktionærejede, betød, at de tidligere midler i de to sparekasser overgik til fonde, der kan støtte foreninger og andre almennyttige foretagender.
I Hobro-området blev det til ”Sparekassen Hobro Fonden”, og i Aars-området blev det til ”Fonden for Sparekassen Himmerland”. Da Nørager hidtil har været betjent af Sparekassen Hobro, der har haft egen afdeling her i byen, så hører vi til under Sparekassen Hobro Fonden.
Og det er ikke små midler, der blev lagt over til de to fonde. Sparekassen Hobro Fonden blev således stiftet med en grundkapital på 285.543.200 kr., der stammer fra en del af Sparekassen Hobros opsparede reservekapital. Kapitalen er betalt med børsnoterede aktier i Jutlander Bank A/S, hvorved Fonden har en ejerandel på 18% af banken.
De midler, som Fonden kan udbetale til almennyttige formål, er alene renter og aktieudbytte af de investerede midler. Det betyder, at grundkapitalen ikke røres, og det betyder jo så igen, at man år efter år kan forvente at have tilsvarende midler til rådighed, naturligvis afhængig af de økonomiske udbetaling og dermed de to bankers resultater.
Der gik dog ikke land tid, før de to fonde (Hobro og Aars) blev enige om et navneskifte til henholdsvis Jutlander Fonden Himmerland og Jutlander Fonden Hobro.
Nu er der så sket det nye, at Jutlander Bank fusionerer med Sparekassen Vendsyssel og dermed igen bliver til en sparekasse under det nye navn Sparekassen Danmark. Formentligt skifter de to fonde i Aars og Hobro dermed også snart navn, hvori Sparekassen Danmark’s navn må forventes at indgå. Men der røres ikke ved de to fonde bortset fra, at der fremover vil kunne forventes endnu større midler til uddeling, både i Hobro-området og i Aars-området.
Foreninger og selvejende institutioner i bl.a. Nørager kan således glæde sig over, at byen har været betjent af Sparekassen Hobro (senere Jutlander Bank Hobro). Mange har allerede fundet ud af de muligheder, som det giver lokalområdet.
Fondens ledelse
Jutlander Fonden Hobro er en selvstændig enhed med egen bestyrelse og eget sekretariat. Formanden hedder Poul Søndberg (Han er tidligere centerchef i Hobro Idrætscenter). Også en lokal borger er medlem af fondens bestyrelse. Det er tidligere byrådsmedlem Poul Erik Larsen, Rørbæk (snart Nørager).
Det er Fondens bestyrelse, som suverænt afgør hvilke ansøgninger, der skal imødekommes. ”Men der har vi været i den heldige situation, at vi endnu ikke har haft behov for at spørge os selv, om vi nu havde råd til at støtte det og det projekt,” fortæller Poul Søndberg. ”Mange mindre fonde har i dag problemer med at skaffe penge til uddeling, fordi renteniveauet er så lavt, men der er vi så heldige, at Fondens kapital er bundet i aktier i Jutlander Bank, hvorved vi kan høste gavn af et overskud i banken.”
Jutlander Fonden Hobro har i år bevilget i alt 10.421.710,00 kr. og sammenlagt i den periode, hvor Fonden har haft uddelinger (2015-2021) er der uddelt i alt 48.838.674,00 kr.
”Som nogle af mine bestyrelseskollegaer siger, så er der på det nærmeste tale om et privilegium for os, at vi gennem et tilskud kan være med til at skabe udvikling i Sparekassen Hobros virkeområde,” siger Poul Søndberg. ”Selvfølgelig er der ansøgninger, vi har måttet sige nej til, men det skyldes ikke manglende penge i Fonden, men alene at projekterne ikke har opfyldt kriterierne eller ikke været af en tilstrækkelig kvalitet.”