På søndag den 7. november er det Allehelgensdag og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 5 vers 1-12.
Af Svend Schultz-Hansen
Første søndag i november er dagen, hvor vi mindes vore døde. Jesus åbner sin bjergprædiken med ni saligprisninger, der er som ni bedeslag, ni engle eller ni klokker fra Himlen, klokker, der med hver sin klangfarve, maler os et billede af salighedens lys.
Vi tænder lys til minde om dem, der langt eller kort lyste for os, levede for os og lærte os kærligheden at kende. Lyset som blev til vore kæres liv og vore kæres liv, som blev til lys for os.
Det evige liv er livet, hvor Gud har ophævet døden, så vi ikke længere lever af hinanden, men for hinanden. Han rækker os dette liv, sit eget liv, det evige liv ved at række os sig selv, gøre sig eet med os uforskyldt og ufortjent, ved døbefont og nadverbord.
Ufattelige godhed, at større end vor tanke er Guds godhed, at større end vore synder er Guds godhed, at stærkere end døden er Guds godhed.
Af alt meningsløst på jorden er Guds godhed mod os dog det mest meningsløse. Fra din første fødselsdag har Gud ikke fyldt dit liv med meget meningsløst, men med meningsløst meget. På den yderste spidse vil du se, at alt det du ikke fik intet vejer mod alt det, du har fået.
Vore døde er i overtal, når vi er lidt over midten af livet. Allehelgensdag er dagen, hvor vi mindes vore døde og takker Gud for det liv, vi fik sammen.
Dem vi elskede, mindes vi, alle de andre husker vi, og undertiden kun alt for godt. Ordet ”huske” bruger vi, når vi gengiver, hvad de sagde, men ordet ”mindes” bruger vi til at fortælle om, hvordan vi erindrer dem. Vi har derfor heller ikke et billede af vore kære til at stå på bordet for ikke at glemme dem, men for at mindes dem, som vi aldrig kan glemme.
Vi tænder lys for at vidne om verdens lys, Jesus Kristus, som lyste graven op den første påskemorgen, og som lyser os ud af graven den sidste påskemorgen.
