På foreningens generalforsamling var der genvalg til både Henriette Pedersen og Stella Graversen, hvilket betyder at bestyrelsen efter generalforsamlingen bestod af: Gert Rubæk, Henriette Pedersen, Lasse Leth, Stella Graversen & Sussi Lem. Som suppleanter valgtes André Ellegaard Jensen og Finn Christensen.
Til generalforsamlingen blev der fremlagt forslag til ændringer i vedtægter. Primær årsag til at revurdere foreningens vedtægter er, at disse på mange måder var bygget op omkring Nørager Avis, som bekendt ikke længere er ejet af Nørager Borger- og Håndværkerforening.
Ændringerne blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling i umiddelbar forlængelse af den ordinære generalforsamling.
Bestyrelsesmøde med konstituering og julearrangement på dagsordenen:
Inden bestyrelsens konstituerende møde meddelte formand Sussi Lem, at hun ønskede at trække sig fra bestyrelsen. Dette bl.a. på grund af at hun er flyttet til Holstebro. Dette betød, at suppleant André Ellegaard Jensen indtrådte i bestyrelsen ved det konstituerende møde.
Bestyrelsen konstituerende sig på følgende måde: Formand André Ellegaard Jensen, næstformand Gert Rubæk, sekretær: Henriette Pedersen, bestyrelsesmedlem: Stella Graversen, bestyrelsesmedlem Lasse Leth, Suppleant Finn Christensen samt kasserer (valgt uden for bestyrelsen) Kristen Stagstrup.
– Jeg takker bestyrelsen for den store tillid, der er vist mig ved at give mig stafetten som ny formand. Jeg skal gøre, hvad jeg kan, for at leve op til den, udtaler André Ellegaard Jensen, der samtidig siger Sussi Lem en kæmpe stor tak for den store indsats som formand gennem flere år.
Ud over konstituering var det omdeling af medlemsfolder/kontingent og byens juleaktiviteter, som var på dagsordenen og er i fuld gang med at blive planlagt og udført.
– Vi planlægger julens arrangementer efter at den skal blive en jul, som vi plejer i Nørager. Det tror vi, at vi alle sammen trænger til, udtaler bestyrelsen.