Af Torsten Topbjerg, byrådskandidat for Radikale Venstre i Rebild Kommune, Hjordalsvej 9, 9530 Støvring, og Pia Britt Elberg, byrådskandidat for Radikale venstre i Rebild Kommune, Åvej 5, Askildrup, 9520 Skørping
“Først kaffe, så pleje og omsorg.” Mottoet fra den hollandske leverandør af hjemmesygepleje og hjemmepleje, Buurtzorg, udtrykker i en nøddeskal organisationens overordnede mål om, at hjælpen skal tage afsæt i borgerens ønsker og ressourcer. Midlet er selvstyrende teams med udstrakt ansvar for (selv)ledelse og organisering internt. Det betyder at den enkelte borger overvejende møder medarbejdere, de kender og dermed bliver mere tilfredse med den hjælp, som de modtager.
Samtidig har Buurtzorg effektiviseret på ledelse, administration og dokumentation – både som følge af en bevidst filosofi og som følge af det vidstrakte ansvar, der ligger i de selvstændige teams. Tilgangen er afprøvet i flere kommuner i Danmark allerede. I Norddjurs og Ikast-Brande kommune for blot at nævne to som på mange måder ligner Rebild Kommune.
VIVE (nationalt forsknings- og analysecenter for velfærd) har evalueret netop de to kommuners erfaringer og konkluderer, at borgerne var meget tilfredse med færre forskellige medarbejdere i eget hjem og de oplevede en øget tryghed. Samtidig førte ændringen til øget trivsel blandt medarbejderne og lavere medarbejderomsætning. Medarbejderne følte sig anerkendt og oplevede at have kontrol over egen arbejdstid
I Radikale Venstre vil vi gerne være med til at afprøve denne simple og sympatiske tilgang til ledelse og trivsel i Rebild Kommune. Vi har fokus på at udvikle organisationer i dialog med og i respekt for de ledere og medarbejdere, som løfter opgaven med at servicere borgerne. Og selvfølgelig på at tage det politiske ansvar for at sætte kvalitetsstandarden gennem tildeling af ressourcer til området.