På søndag den 14. november er det 24. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap.9 vers 18-26.
Af Svend Schultz-Hansen
Der kom en mand til Jesus og sagde: ”Min datter er lige død, men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve”.
I sin sonet om Sommerfugledalen ser Inger Christensen planetens sommerfugle stige op: ”…let som med et kærtegns glideflugt”.
Da Jesus tog pigens hånd, var det ”…let som med et kærtegns glideflugt” hen over mund og hånd. Det flygtige kærtegn sætter dybe spor i kødet, det kender vi. Guds kærtegn sætter endnu dybere spor. Pigen havde ingen tro, hun var jo død, men Jesus talte ind i hendes tomhed og døde krop, og som med et kærtegns glideflugt, lagde han troen ind og rejste hende til livet d. v. s. han gik ind i hende og blev eet med hende.
Troen ligger ikke i bevidstheden. Mange har set mennesker, de holdt af, forsvinde ind i en verden, hvor deres mund sagde ord, som aldrig før var kommet ud af den. Og det er ikke, fordi det menneske har tabt troen. Der var bare gået en sikring eller to, men lyset sidder ikke i sikringerne, og troen sidder ikke i forstanden.
Pigen var død, men Jesus ser pigen med Guds øjne og siger derfor: ”Pigen er ikke død, hun sover”, for Gud: ”…er ikke Gud for døde, men for levende, thi alle er de levende for ham”.
På vej ind i huset, skal Jesus først forbi grædekonerne og fløjtespillerne. De fylder huset med deres jamrende klage over døden, og det er godt sådan, for det er deres opgave at være med til at give sorgen luft, så den ikke æder sig indad.
Dødens magt kender vi og véd, at de første mange kolonner af store ord bliver så små, når døden rykker nær, ligesom vi også véd, at man kun kan kokettere med døden, så længe den ikke står i stuen.
Den dybeste betydning af ordet ”død” er at være skilt fra Gud, men i troen på Jesus er Guds hænder om dit liv og omme bag dit liv – også i din død.
