På søndag den 28. november er det 1. søndag i advent og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 4 vers 16-30.
Af Svend Schultz-Hansen
På søndag er det gamle kirkeår udrundet, og det nye oprundet! Vi vil derfor lytte til evangeliet med tak for den tid, der løb fra os og for den tid, der løber os i møde!
Vi sætter ikke tal på det nye kirkeår. Det er kalenderåret, der tæller dagene, mens de løber ned og væk i tidens brønd. Kirkeåret har intet årstal, for kirkeåret har evigheden i sig, som ellers kun kærligheden har det.
Kirkeåret bringer ikke en ny verden med sig, men fornyelse af den gamle indefra, ganske som kærligheden mellem mennesker altid fornyer indefra.
Kalenderåret tæller tiden, og det er tidens væsen at gå, og den går ikke sporløst hen, den river os med i sin hvirvel. Der er mennesker, som tiden har handlet venligt imod og taget på med bløde hænder, og der er mennesker, som tiden slemt har klemt og kværnet.
Kirkeåret peger ikke fremad, men hen på ham i hvem nutid, fortid og fremtid mødes. Han, som holder tiderne i sin hånd og, hvorfra tiden og evigheden udgår til os.
Kalenderåret er altid fyldt med nyt og med både små og store begivenheder. Kirkeåret derimod har den samme dåbens kilde, som rinder, det samme velsignede nadverbord, som står dækket for os, og den samme Herre, der i Helligånden kommer til os.
Kirkeåret lægger sig ind til kalenderåret. Kirkeårets tre højtider og kalenderårets fire årstider fletter sig ind i hinanden som to elskende. Kalenderåret bydes velkomment med et brag af raketter og mange store lys. Kirkeåret derimod bydes stille og umærkeligt velkomment, med et enkelt lys, det første i adventskransen.
Et sted i den fremtid, vi ikke kender, og som vi så ofte frygter, både i vort eget og vort fælles liv, ligger et møde med det egentlige, den Gud, som har skabt os til sit hjerte, den Kristus som har frelst os i sit hjerte, den Helligånd, som ved troen blev vort hjertes lys.
