BOLDRUP: Selvom julehyggen søndag eftermiddag på Boldrup Museum var flyttet udendørs på grund at covid19, fandt børnefamilierne alligevel vej til det lille museum langt ude på landet.
Godt 125 gæster i alle aldre besøgte i løbet af den første adventssøndag museet, og da nissen skulle vækkes klokken 14, var det en forventningsfuld skare af børnebørn, bedsteforældre og alt derimellem, der bevægede sig mod skoven, hvor nissen af smittehensyn havde lagt sig til at sove på taget af brændeskuret.
Så rammerne til museets årlige julearrangement var denne gang noget anderledes, men da nissen blev vækket af de glade børnestemmer, var alt som det plejer. Helt som traditionerne foreskriver, fik nissen serveret en stor portion risengrød, som han spiste med stort velbehag.
Det var dog ikke kun nissen, der fik af den søde grød. Alle børn og voksne fik efterfølgende serveret risengrød på museets lejrplads, og ved dørene ind til folkestuen, museets nye formidlingsbygning, blev der serveret nylavede æbleskiver, hjemmebagte småkager, gløgg, kaffe og varm æblesaft.
– Vi havde håbet på, vi kunne lave arrangementet som i de gode gamle dage, før corona, men da smitten begyndte at stige, og der blev skruet op for restriktionerne, så syntes vi ikke, vi kunne forsvare at lave arrangementet, som vi plejer. Men vi var også kede af at skulle aflyse, så i al hast blev det hele lavet om til at foregå udendørs. Vi var så noget spændte på, om der ville komme nogle gæster, men der har faktisk været rigtig fint med besøgende, fortæller bestyrelsesmedlem af Boldrup Museumsforening, Per Rytter, Hvilsom.
Julehyggen er museets sidste offentlige arrangement i 2021, men stedet er åbent hver dag hele året, og da det er gratis at besøge det lille landbrugsmuseum med bondegårdsdyrene, er det altid et populært sted at besøge i juletiden, når familierne har brug for lidt frisk luft og motion ovenpå den fede julemad.
Nissen? Ja, han kan i december måned se frem til at få besøg af en masse børn, der i coronarigtige grupper vil vække ham og tilbyde ham den daglige portion risengrød. Faktisk spiser nissen så meget risengrød, at det bliver lige rigeligt, selv for en nisse.