På søndag den 9. januar er det 1. søndag efter Hellig tre Konger og evangeliet er fra Markusevangeliet kap. 10 vers 13-16.
Af Svend Schultz-Hansen
Jesus sagde således til sine disciple: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn kommer slet ikke ind i det”.
”Ligesom et lille barn” om vi dog kunne ane dybden i disse ord, dybden af sandhed og dybden af vor hjælpeløshed. I et øjeblik med den blå himmel over os, havet under os og havets spejl foran os gribes vi af havets svimlende dyb. Samme svimlende følelse af angst og af lykke, skal vi rammes af, hver gang vi hører ordene om at ”modtage Guds rige ligesom et lille barn”.
Når Gud vil lære os sig selv at kende, så trækker han et lille barn frem som forbillede for den voksne. Læg mærke til, at Jesus ikke siger ”et barn”, men ”et lille barn!” Hvad er det dog, vi finder hos det lille barn, som Jesus kunne tænke på? Jo, der er to ting, vi finder hos ethvert lille barn, og som hos den voksne udelukker hinanden. Det ene er uskyld, det andet er grådighed!
Grådigheden! Ja, det er nøden, sulten, der lærer ”det lille barn” at tage fra. Barnet véd instinktivt, at det ikke kan leve uden at tage imod, hvad der gives, og barnet tager fra, grådigt og uden taknemmelighed, for taknemmelighed findes ikke mellem børn og forældre. Og heldigvis da, for så var der ingen kærlighed mellem dem. Kærlighed og taknemmelighed udelukker så en sær måde hinanden.
Vi kan godt takke vore forældre, men så er det altid for noget bestemt og ikke for livet! Med samme selvfølgelighed, nød og grådighed som barnet griber efter sin moders mælk, skal vi gribe efter Guds rige, som er syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Vi skal gribe ud efter Guds rige, uden at kunne se og fatte det, ganske som barnet griber ud efter sin mor.
