fredag, november 22, 2024

Rester i ovn – 4 pers.

1 pk. bacon
•  Kyllingebryst
•  6 skiver kogt skinke
•  6 skiver ost
•  2 æg
•  Kogt broccoli
•  2 spsk. creme fraiche 18%

Tilbehør: Kogte kartofler og salat.

Ildfast fad beklædes med baconskiver på tværs. Der skal hænge noget ud over kanten.
Kyllingebryst skæres i tynde strimler. Halvdelen af kyllingebrystet lægges oven på bacon, så 3 skiver skinke og 3 skiver ost.
Broccolien blendes og blandes med sammenpiskede æg med creme fraiche og hældes over. Det hele gentages.
Sættes i ovn ved 200 gr. varmluft 35-40 min.
Æggemassen skal føles fast.

_ _ _

Et tema kunne være restemad, og det tager jeg lige fat på i dag.

Jeg fandt i fryseren et lille kyllingebryst og en pakke bacon. I køleskabet var der et lille stykke kogt skinke og lige nøjagtig 6 skiver ost. Et ynkeligt syn var lidt kogt broccoli, der kaldte på at blive spist. Æg har jeg altid, og så var det et spørgsmål om et eller andet surmælksprodukt.
Og tænk: der var lidt creme fraiche tilbage i bægeret fra nytårsaften. Da blev det serveret sammen med ørredrogn, men nu måtte det så tage til takke med at være en REST.

Det hele blev skabt om til den dejligste ovnret, der bestemt faldt i vores smag, så meget, at retten ikke bare vil blive brugt som resteret, men som MIDDAGSRET. Det, der evt. bliver tilbage, kan ristes på panden og serveres med en skive godt rugbrød til frokost næste dag.

I det hele taget: lev med – og af – jeres rester. Bare find på noget, og som regel bliver det godt.

Mislykkes det, er det forsøget værd, da det modsatte er at smide mad væk!

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler