REBILD: I finansloven for 2021 blev der afsat 25 millioner kroner til at styrke børns møde med litteraturen.
Rebild Bibliotekerne har sammen med en række børnehaver, vuggestuer, dagplejegrupper og SFO’er i Rebild Kommune søgt 344.000 kr. hjem til at sammensætte bogsamlinger, der skal være til rådighed for børn i deres institutioner. På den måde bliver bøgerne synlige og let tilgængelig for børnene i deres dagligdag.
Puljens formål er at understøtte og stimulere børns adgang og lyst til litteratur. Ved at købe spændende bøger, lave sjove aktiviteter og gøre bøgerne let tilgængelige i de institutioner, hvor børn færdes uden for hjemmet og uden for skoleregi giver det børnene endnu mere nysgerrighed efter at gå på opdagelse i flere spændende bøger.
Bøgerne skal udvælges i tæt samarbejde mellem pædagoger, børn og bibliotekarer. Biblioteket står for det praktiske ang. indkøb, men bøgerne kommer til at ”bo” i institutionerne. Med samlingerne følger også materiale og aktiviteter der handler om litteratur og vi planlægger et endnu tættere samarbejde mellem bibliotek og institutioner gennem etableringen af samlingerne.
Læselyst øges nemlig ikke bare ved at stille bøger til rådighed, det kræver også engagement, fællesskab og opmærksomhed på læsning. Derfor vil vi i den kommende tid arbejde endnu tættere sammen om at øge lysten til læsning – både for børn og voksne.
Enhedschef Annette Bach, Slots- og Kulturstyrelsen, siger:
– Alle erfaringer viser, at børn skal møde bøger og litteratur i deres hverdag, hvis de skal inspireres til dykke ned i litteraturens verden. Evalueringer viser også, at den største effekt kommer, når faggrupperne fra pædagoger til lærer og bibliotekarer samarbejder. Med BOGglad får biblioteker og institutioner mulighed for at skabe nye bogsamlinger med titusindvis af bøger til børnene dér, hvor de er – i et fællesskab med de andre børn og pædagogerne. Det er dejligt at se, at så mange biblioteker og kommuner har grebet bolden sammen med et hav af institutioner og nu skruer op for det vigtige arbejde med at styrke lysten til litteratur og læsefællesskaber.