Af Svend Schultz-Hansen
Fastetiden er den nye tid i frembrud. Foråret er på vej og alligevel er tiden præget af den gamle vinters stædige magt og udholdenhed. Vinteren er i disse dage som en gammel mand, der ligger på dødslejet. Rundt om ham står hans to arvinger, forår og sommer hedder de, men langt hen i marts kan vi endnu føle hans gamle kolde kraft.
I sindets vintermørke timer mærkes Guds omsorg tit slet ikke dérnede, hvor vore bønner ligger hulter til bulter i angstens og den forfrosne tros sprækker og kløfter.
En mand kommer hen til Jesus og siger: ”Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum…”. Besættelse kender vi. Fjenden kan bryde ind og besætte landet. Tanken om rigdom, magt og hævn kan besætte et menneske. Besat af det gode kan vi derimod ikke være, for det gode er vi skabte til, skabte som vi er i Guds billede.
”Alt er muligt for den, der tror”, siger Jesus, og det mener han, for tro er fællesskab med det, vi tror på. Jeg tror på dig og din kærlighed til mig og jeg bliver dermed eet med det andet menneske.
Jeg tror på Gud siger Jesus og fortsætter. Og tror du på mig, så er du eet med mig og intet er umuligt for dig.
At tro, det er også at vente og at håbe, for i troen er det ikke Gud, der er eet med os, men os, der er eet med Gud. Det er Gud, der holder tiden i sin hånd. Og når det gælder Guds tider, så går vore ure gang på gang helt forkert.
Og i nogle stykker kan det endda gælde, at ”øjeblikket” først er inde, når vore ure sammen med vort hjerte slår sit sidste slag. At tro er også at vente. Ikke vente ud i den blå luft, men vente på ham, der har en særlig ømhed for tvivlske mennesker. Vente på ham, der endnu aldrig er kommet for sent.
