Sidste år indledte organisterne i Rebild Provsti et koncertsamarbejde under navnet Midthimmerlandske Sommerkoncerter med 9 koncerter i provstiets kirker. Det nye initiativ blev taget overvældende godt imod, og da organisterne mødtes i september sidste år og gjorde status, kunne alle melde tilbage, at der havde været stor glæde over koncerterne og mange fremmødte i samtlige kirker. Så der var ingen tvivl; alle organister ville gerne fortsætte samarbejdet.
Derfor bliver der igen i år mulighed for masser af sommer-musikalske oplevelser i provstiets smukke kirker i perioden 4. august til 3. september.
For at signalere, at sommerkoncerterne er et provstisamarbejde, har organisterne valgt at ændre navnet til ”Sommerkoncerter i Rebild Provsti”. Initiativet er økonomisk støtte af Rebild Provsti, som fra første færd har bakket velvilligt op omkring idéen.
Sommerkoncerter i Rebild Provsti 2022
Forleden mødtes organisterne i provstiet for at planlægge dette års sommerkoncertprogram.
Koncertrækken er i år udvidet fra 9 til 11 koncerter, fordi Durup og Blenstrup kirker i år også er kommet med i samarbejdet. Organisterne planlægger koncerterne lokalt og koordinerer i fællesskab koncertkalenderen, annoncering og økonomi og samarbejder desuden om at få sammensat en koncertrække, der favner bredt og byder på mange forskellige musikalske stilarter. Derfor vil man igen i år kunne opleve både klassisk korsang, orgelmusik, kammermusik, jazz, folk og fællessang ved de mange koncerter rundt om i provstiet i perioden 4. august til 3. september. Det endelige program offentliggøres i løbet af juni måned.
– Vi glæder os meget til igen i år at kunne invitere til sommerkoncerter i lokalområdet og håber, at mange lige som sidste år vil benytte lejligheden til at tage venner og naboer med på musikalske sommeraftenture rundt til provstiets mange smukke kirker, fortæller organist Anette Kjær på vegne af organister bag ”Sommerkoncerter i Rebild Provsti”.