lørdag, december 21, 2024

Søndagens tekst

På søndag den 10. april er det Palmesøndag og evangeliet er fra Markusevangeliet kap. 14 vers 3 til 9.

Af Svend Schultz-Hansen
På søndag træder vi ind i påskeugen, den stille uge, som begynder med Jesu indtog i Jerusalem: ”Hosianna Davids søn! Velsignet være han som kommer i Herrens navn…”. ”Hosianna” betyder – Herre hjælp dog! På samme tid er det et nødråb og et jubelråb, en hilsen og en bøn! ”Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel på en æselhoppes føl…”.

Se kongen kommer, himmelkongen drager ind i byen for at kæmpe, og det skulle blive en sejr i nederlaget, en triumf på Golgata, en åndelig kamp, en kamp på æselryg! Hans sejr skulle ligne et nederlag, det gør den åndelige sejr altid. 

I hjertet fødes alle vore tanker og handlinger til verden. Vort hjertes tro er vore tankers arnested og vore gerningers grund. Jesus valgte derfor i tanke og handling at holde fast på kærligheden til Gud og mennesker. Da han derfor forlod kamppladsen Langfredag var ingen døde, men alle levende!

Ikke til hest, ikke højt til hest, men lavt tæt på jorden, og på æselryg red han mod Jerusalem. Du skal se ham for dig! – Fødderne dingler få cm. over jorden, kroppen udstilles. Det kan på afstand være svært at se, om et æsel går med en krop eller en krop går med et æsel. Han ligner et fugleskræmsel! Skulle han, der ridder her kunne begynde noget, der vender verdens gang?

Maleren Niels Larsen Stevns malede i 1917 ”Indtoget i Jerusalem” og det hænger på Aarhus kunstmuseum. I hans billede er det ikke Jesus, der fylder mest. Det gør skaren med deres grønne grene forrest i processionen. 

Efter processionen følger Jesus. Man lægger næsten ikke mærke til ham. Her er ingen glorie pomp og pragt. På billedet er Jesus nærmest blevet eet med skaren, et med æseldyret, der bærer jordens byrder. Han, som bærer verdens synd, er blevet eet med æseldyret og eet med skaren, eet med menneskers verden og hverdag.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024