lørdag, december 21, 2024

Søndagens tekst

Af Svend Schultz-Hansen

På søndag den 17. april er det påskedag og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 28 vers 1 til 8.

Langfredag var en sejr over døden, men en sejr skjult i afmagt på korset. Påskemorgen blev sejren åbenlys og åbenbaret i almagt. Den døde var opstanden. 

Inde i graven fandt døden sin grav og blev selv til støv og aske. Kvinderne, der kom for at balsamere den døde, fandt ikke bare en tom grav, men en tømt grav. Før hed det: For levende er der håb og for retfærdige! Nu hedder det: For døde er der håb og for uretfærdige.

Kvinderne ved graven så en engel med armen fremstrakt som en spydspids og kappen som en flamme bag sig. Spydspidsen var trængt ind mellem stenen og klippen og skilte dem ad og åbnede dem vej ind til den kærlighed, som er livets oprindelse. Englen havde brudt graven, og derfor skal også de grave brydes op, der rummer vore dyrebareste minder.  

Solens stråler brød ind gennem det hul, hvor stenen havde været og skinnede væggene op som perlemor i alle de farver, som alt det gråhvide gemmer. Nedenunder ligger livets farveunder, som skal springe ud som påskeblomster, springe ud som den påskeblomst, som har lidt for os, og som er død for os, og som har givet sit liv for os. 

Digteren Sofus Clausen skriver i et digt således til maleren Vilhelm Hammershøjs begravelse: ”Graat er ikke graat, og sort er ikke sort. Livets Farveunder gør det stille stort. Ja, naar disse Paaskeblomster foldes ud, føler vi et Gys, et Pust fra Jordens hud af en sød og kuldskær og sørgmodig Vaar, som har lidt for os, er død for os og ej forgaar. Solgud og Mesterskabs Ånd. der findes en Verden bag Verden og en Sol bagved Solen, et Lys bliver tændt bagved Lyset. Guddomsdybt var det Hjerte, der brast på et Kors i Judæa: Solen selv blev korsfæstet og genfødt med Ild, som er Nåde! 

I Gethsemane have havde de set ham i en angst, hvor Helvedes vinde anes. Han svedte blod ved tanken om at skulle bære byrden af verdens synd, men korsets arme blev påskemorgen en åben favn.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024