På søndag den 1. maj er det 2. søndag efter påske og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 10 vers 22 til 30.
Af Svend Schultz-Hansen
”Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte:” Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus så sig os det ligeud”.
Sommetider bruger vi udtrykket: ”Den visse død”. men vi siger aldrig, ”det visse liv”, for det visse liv findes ikke. Dér, hvor livet er, der er også uvisheden. Kun døden er vis.
Der findes ingen vished om, at Jesus er Kristus, Guds søn, for enhver vished er dødens vej, og Jesus er livet vej. Jøderne ville ikke leve med uvisheden, og i deres nej til uvisheden ligger der et nej til livet. Hvor visheden rykker ind, rykker livet ud, for uvist er livet, kun døden er vis.
Et bevis er altid noget dødt. Beviset er et faktum, noget fortidigt og indiskutabelt. Om Jesus, er det et faktum, at han blev født, men hvem han er, derom kan der alene vidnes. Derfor siger han også, at de gerninger, jeg gør, vidner om mig, vidner om sandheden om mit liv. End ikke hans største undergerninger beviser, at han er Gud, den levende Gud, for det kan beviser nu engang ikke magte.
At Jesus er Kristus, Guds søn, derom vidner hans liv og hans gerninger. Men samtidig vidner hans liv og gerninger om det stik modsatte. Inden han kommer igen i herlighed på himlens skyer for at dømme levende og døde, må han her på jorden udføre den stik modsatte funktion, nemlig: Forlade synder.
I stedet for at samle sine udvalgte om sig, søger han de fortabte. I stedet for at sidde til bords med de retfærdige ”Abraham, Isak og Jacob” i Himlen, må han spise og drikke med os andre, toldere og syndere, på jorden.
Inden han kommer i sin herlighed, skal han gennemleve livet fornedret, foragtet, fordømt og fortabt. Inden han kommer som verdens Herre, skal han leve som verdens tjener. Inden han kommer som dommer, skal han leve som forsoner. Inden han kommer med fortabelsen, skal han komme med frelsen.
