Søndag den 3. juli er det 3. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 15 vers 11 til 32.
Af Svend Schultz-Hansen
Et menneskevrag driver hjemad med omtrent samme vilje som en vragrest i bølgegangen. Sådan hører vi om et menneske i den perle af en lignelse, vi kalder: Den fortabte søn.
Læser du lignelsen hurtigt er den en rørende. Læser du den langsomt er den rystende. Og vi vil læse den langsomt: ”En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: ”Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig”.
Sønnen siger altså til sin far. Far! Jeg anser dig for en levende død. Giv mig min arv! Til faderens sorg, men uden faderens protest, rejste sønnen afsted uden bebrejdelse, og siden vender han hjem uden bebrejdelse.
Der var nemlig kun én ting, som var vigtig for faderen, og det var dette, at han vendte hjem. Den, der får lov at stå frit i forhold til sit hjem, vil ofte siden opdage, at friheden netop var derhjemme.
Sønnen drager ud i verden og sætter sin formue over styr på langsomme heste og hurtige kvinder, og med formuen svinder venneskaren, som med helbredet.
Sønnen ønskede ikke at vende hjem. Langt hellere ville han spise de bønner, svinene åd, så da han omsider vendte hjem, var det ikke fortrydelse eller anger, der drev ham, men simpel sult.
I lignelsen er faderen Gud fader, sønnen er dig og mig, og hjemmet er Paradis, som sønnen altså ikke fandt så paradisisk, som alt det andet han så i den fremmede verden. Men sulten drev ham mod hjemmet, for hjemmet var det eneste sted han kunne overleve, derfor bider han hovedet af al skam og går i sig selv.
Det afgørende var, at han kom tilbage og ikke, hvorfor! Vore motiver roder Vorherre ikke i, for så véd han, at han får hænderne fulde af mudder. Det menneske, som har mistet agtelsen for sig selv, agter Gud for en evighed værd.
Alt vort er skåret, og vore stykker af glæde er spinkle sager. Den store og stærke glæde er glæden over at måtte leve af Guds rene og skære barmhjertighed.
