På søndag den 14. august er det 9. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 18 vers 1 til 8.
Af Svend Schultz-Hansen
”Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte” og den lignelse hører vi på søndag. Det er jo tit med en bøn som med et brev, at det kan trække ud med svaret, og man kan komme i tvivl, om det overhovedet er kommet frem. Sådan vil det altid være, når man beder til Gud, for Gud lever og virker, hører og bønhører for det meste i det skjulte.
I al bøn mødes Guds vilje med vor vilje, og da kan Guds afslag godt føles som det største slag, men bøn er også den måde, hvorpå vi lægger vort liv i Guds hænder og lader Guds vilje ske, så vi ikke falder i de lumske baghold, som vore ønsker ofte har lagt for os.
Bøn er jo ingen naturlov, men den er troens indre liv, som al god gerning er troens ydre liv. Og bøn er det modsatte af at kræve. At kræve er at ville have det, der passer mig, men at bede er at ønske det, som passer mig bedst. Vi er Guds børn og ganske som vi, vil Gud gøre alt for sine børn. Nej, ikke alt, men alt det bedste.
Når vi beder uden at kunne se bønnen opfyldt, så skuffes vi, men kun når vi glemmer, at Gud er den almægtige. Gud er ikke lukket inde bag vore muligheder.
Alt er muligt for Gud, alt. Gud baner sig vej i det vejløse og melder ikke tilbage, at din bøn er opfyldt. Du er ikke Guds fortrolige.
Det er mellem Gud og os, som det er mellem et barn og dets forældre. Vi vil ikke bare bede, men også råde, råde over Gud, råde Gud til noget.
Jeg vil råde! Sådan tænker et barn indtil det hører sin mors røst, og bedende går ind i den verden, hvor hendes hjerte råder. På samme måde tænker vi på at råde, indtil vi hører Guds røst og bedende går ind i den verden, hvor Guds hjerte råder.
