torsdag, oktober 31, 2024

Stor interesse for at finde fossiler i Rold Skov

Forstenede søpindsvin kender de fleste nok, som noget man finder i en bunke med småsten eller ved stranden. At man også kan finde forstenede søpindsvin og andre fossiler midt inde i Rold Skov er det nok ikke helt så mange der ved.

En af de steder, hvor det er bedst at finde fossiler er i Skillingbro Kalkgrav, der ligger tæt på Rold Storkro. Naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen fra OutdoorHimmerland har tre gange i løbet af sommerferien inviteret interesserede børn og voksne til at komme og blive lidt klogere på fortiden og fossiler, og selv prøve at finde lykken på fossiljagt.

Inden fossiljagten gik i gang, blev der indledt med en kort introduktion til området, hvor Birgitte Wilsted Simonsen blandt andet forklarede, hvordan et fossil opstår, og lidt nærmere om hvad der især var mulighed for at finde i kalkgraven.

Der blev også lejlighed til at fortælle lidt om den overtro, der har været til blandt andet forstenede søpindsvin. Naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen fortæller:

– Tidligere troede man, at et forstenet søpindsvin var udtryk for, at lynet havde slået ned, så man kunne sikre sit hus med et forstenet søpindsvin, for lynet slog jo aldrig ned det samme sted to gange. Det forstenede søpindsvin ville også kunne sikre, at man ikke fik sur mælk hjemme, ligesom det også kunne afhjælpe problemer med galdesten. Så er der faktisk mange gode grunde til at samle på forstenede søpindsvin.

På turene blev der også brugt en del tid med at lede i kalken. Man behøver nemlig ikke at grave, men man kan sagtens bare gå og lede mellem de kalkstykker, som er trillet ned i bunden af kalkbruddet. Det var også her, at deltagerne har fundet rigtig mange søliljer, armfødder (brachiopoder), aftryk af muslinger og forstenede søpindsvin.

Som noget helt specielt blev på den ene tur fundet en hajtand, hvilket  ikke sker så ofte på fossilturerne. 

– Det giver altid deltagerne lidt ekstra spænding, at der bliver fundet en hajtand. For tænk – der har svømmet en haj rundt her i Rold Skov for 40-60 millioner år siden. Det er en fascinerende tanke, fortalte Birgitte Wilsted Simonsen fra OutdoorHimmerland.

Efter et par timer, hvor der blev arbejdet  koncentreret blev der gjort status. Ud over rigtig mange forskellige fossiler, så var der også blevet fundet flere frøer i græsset mellem kalkstykkerne, og rigtig mange insekter og den specielle flora i kalkgraven, var også blevet studeret nærmere.

Naturen kommer nemlig helt tæt på, når man sidder der i fred og ro, mens man leder i kalken.

Nogle gange skal man bare vende kalken og give den et dask.
En stolt finder af en haj tand i kalken.
Pludselig kan der dukke et søpindsvind op i en stor flintesten.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler