NØRAGER: Eight Days a Week gæster Kultur-og Medborgerhuset Kig Ind i Nørager den 16. september i forbindelse med Rebild Kulturuger.
Eight Days a Week hylder verdens bedste sangkatalog. Der venter publikum en koncertoplevelse, hvor man svæver mellem velkendte melodier og tekster, samtidig med, at man overraskes og glædes over medrivende og gyngende pop/folk-versioner af sangene.
Eight Days a Week er velvære for ørerne, en masse gode grin mellem sangene og lidt gåsehud hist og pist, fordi Beatles-sangkataloget er så godt som det er. Der er risiko for spontan fællessang.
Paul McCartney fylder 80 i 2022, derfor vil der være ekstra fokus på ham til koncerten. Det passer perfekt, da forsanger og arrangør af sangene, Jens Jepsen er stor McCartney-fan.
Gruppen vil ikke træde publikum over minderne, men fastholde og genskabe glæden ved det sangkatalog, der har præget den globale pop/rock-musik allermest de sidste 60 år. Længe leve The Beatles.