På søndag den 4. september er det 12. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Matthæusevangeliet kap. 12 vers 31 til 42.
Af Svend Schultz-Hansen
Der er ånd i vore ord, og derfor også magt. Ord kan slå mennesker mere i stykker end klø kan. Ordet er som bien, der er både honning og brod. En mor hører sit barn pludre livets første lyde og fryder sig ved lyden af det liv, den ånd, den person, der engang skal bryde igennem, når lydene bliver til ord.
Menneskets ånd er mennesket selv, den er hele dig, så når du opgiver ånden, dør du. Vi kan snakke med os selv, men vi kan ikke se os selv. Vi er usynlige for os selv. Vi taler om en stor personlighed, og alligevel vi kan ikke se den, men personligheden træder frem fra usynligheden, når vi åbner munden.
Vi kan forskrækkes over os selv over det, vi siger og tænker. Vi kan forsøge at dække os bag vore ord, men kun til en tid. En dag afslører ordene os, for ordene gør os synlige. Tal, så jeg kan se dig! – sagde vismanden.
Også Gud selv, Gud Helligånd, gør sig synlig, når Jesus taler Guds nådes ord og tilsiger os alle vore synders nådige forladelse. Guds ord åbenbarer dermed Guds inderste væsen, at Gud er kærlighed.
Kærlighed er at give sig selv til en anden at tilgive den anden. Synd er derfor det kærlighedsløse ikke at ville tilgive. Synden mod den Helligånd er ikke at ville lade sig tilgive.
Menneskelivet skal måles med kærlighedens målestok, den eneste menneskelige målestok, der findes, og målt med den falder vi alle igennem, og alt falder derfor ind under synd, for synd er det kærlighedsløse.
Der findes gode og onde mennesker, både meget gode og meget onde mennesker, og forskellen er meget stor, men den lighed, at alle er syndere, er større end alle forskellene.
Det er Helligåndens gerning at tilgive. Er det kærlighedsløse liv ingen synd, er der ingen synd at tilgive, og Helligåndens gerning bliver meningsløs. Det er derfor bespottelse af Helligånden at sige, at der ikke findes noget ansvar for kærligheden og derfor heller ingen synd.
