HAVERSLEV: Foreningen Haverslev Medborgerhus har afholdt generalforsamling.
Formand Knud Andreasen bød velkommen. I beretningen omtalte Knud Andreasen bl.a., at 2022 har været næsten et normalt år, idet man nu er sluppet af med coronaen. Det har betydet, at alle restriktionerne er blevet ophævet. Huset har haft et tilfredsstillende antal udlejninger. Der havde været 29 udlejninger i den resterende del af 2022.
Foreningen har afholdt to fællesspisninger i løbet af året. Underholdningen var De Småborgelige Gårdsangere og duoen Ever Green. Disse arrangementer er altid godt besøgt. Den 10. marts 2023 afholdes årets første fællesspisning, og det bliver Månetrioen fra Aalestrup, som kommer og underholder.
Under coronaen er huset blevet renoveret indvendigt, og i 2022 er den udvendige renovering påbegyndt i efteråret.
Sonja Nørgaard, Birgit Christensen og Knud Andreasen blev genvalgt til bestyrelsen. Arne Vang og Torben Køhler blev genvalgt som bestyrelsessuppleanter og Karsten Bech genvalgt til revisor.
Haverslev Medborgerhus havde sidste år inviteret Hanne Bregendahl og Benny Christensen til at holde foredrag. De fortalte om deres motorcykelture til USA i årene 2009-2019. Begge gode fortællere, og samtidig viste Benny en masse af billeder fra turene. De modtog store klapsalver.
Det var så stor en succes, at man også i år ønsker at holde foredrag.