REBILD: Danmarks Naturfredningsforening Rebild sætter fokus på natur og biodiversitet med tre arrangementer i september.
De fleste har nok hørt det før: Vi står midt i en biodiversitetskrise. Artsrigdommen og antallet af sommerfugle, bier, svirrefluer, blomster, flagermus, fugle og andre vilde levende væsener er i stærk nedgang. Årsagerne er mangfoldige. Det drejer sig blandt andet om forringelser og tab af levesteder, brug af pesticider og gødskning, dræning samt monokulturer i haver, skove og landbrug. Uanset, om man er naturelsker eller ej, så bør man være opmærksom på, at krisen kradser. Naturens biodiversitet er nemlig afgørende for at opretholde livet på jorden.
Heldigvis er håbet ikke ude. Vi kan stadigvæk nå at gøre noget for at rette op på situationen. I løbet af september sætter Danmarks Naturfredningsforening Rebild fokus på biodiversitet og natur. Her kan alle interesserede komme og høre, hvad der bliver gjort for at forbedre biodiversiteten på bestemte lokaliteter og, ikke mindst, se med egne øjne, hvordan biodiversitet former sig.
Organiseret Vildskab
Danmark har under to procent vild natur tilbage. Dokumentarfilmen Organiseret Vildskab handler om den proces, som vi alle skal deltage i for at redde stumperne af den danske natur. DN Rebild fremviser filmen om aftenen den 9. september. Inden da er der mulighed for at bese det område, som filmen handler om, nemlig Hammer Bakker. Her har Den Danske Naturfond sat gang i en større genopretning af naturen.
Den 17. september vil skovrider Annette Jacobsen fra Naturstyrelsen Himmerland fortælle om helårsgræsning med heste i Rise Skov og Skindbjerglund, hvorefter der er spørgsmål og diskussion efterfulgt af en vandretur i området.
Helårsgræsning i Rise Skov
Helårsgræssende heste i Rise Skov og Skindbjerglund har i flere år gjort naturen en tjeneste ved at holde væksten nede på et niveau, så de mest konkurrencedygtige planter ikke tager overhånd og der skabes bedre vilkår for de øvrige planter. Det kan gavne de insekter, der lever af de mere sjældne planter, og derved også de fugle, der lever af insekterne.
Højris Mølle
Mange kender nok det fredede Højris Mølle som et flot naturområde med høj biodiversitet. Nu har Danmarks Naturfond endelig fået godkendelse til at gennemføre et projekt, der skal øge biodiversiteten i området endnu mere. Projektet gennemføres som en del af et EU-projekt, Life IP Natureman, som Rebild og Vesthimmerlands kommuner er med i.
– Vi vil gerne orientere alle interesserede om projektet, som fonden har arbejdet på siden 2017. Helårsgræssende kvæg skal forbedre biodiversiteten i det fine egekrat, på engen og i overdrev. Et areal på 90 ha bliver indhegnet med et ydre hegn, indre hegn fjernes, og der kommer færiste over Højrisvej. Planen for hele projektet bliver præsenteret, herunder hvilke konkrete effekter på biodiversiteten, der forventes, og hvordan fonden sikrer god dyrevelfærd for de helårsgræssende kvæg, siger Aage Langeland, formand for DN Rebild.
Alle kan være med
Arrangementet den 27. september afvikles i samarbejde mellem Danmarks Naturfond og DN Rebild og Vesthimmerland samt Rebild og Vesthimmerlands kommuner.
– Alle er velkomne til arrangementerne, uanset, om man er medlem af Danmarks Naturfredningsforening eller ej. Vi betragter det som en vigtig opgave at give folk gode naturoplevelser og øge den almene viden om naturens mange facetter. Viden om og kærlighed til naturen er vejen frem for at beskytte den, siger formanden for DN Rebild Aage Langeland.
Arrangementerne er gratis
Tilmelding er ikke nødvendig. Du kan finde flere detaljer om arrangementerne, herunder mødested og tidspunkt, på DN Rebilds hjemmeside: rebild.dn.dk og på annoncer de kommende uger i Folkebladet Rebild.