torsdag, oktober 31, 2024

Et sted, man kan lære noget – og et sted, der er sjovt at være…

NØRAGER: Mens efteråret begyndte at vise tænder i form af regn og blæst søgte skolebestyrelsen på Sortebakkeskolen sammen til et møde, som heldigvis kunne holdes indendørs, hvor der både var tørt og lunt.  

Indledningsvist skulle skolebestyrelsen orienteres om, at årets mange spareøvelser ikke havde været uden virkning. Det er således lykkedes at holde skindet nogenlunde på næsen, og de foreløbige tal antyder et lille overskud for regnskabsåret 2023.  

Imidlertid trækker skyerne sig stadig sammen til et økonomiske uvejr for de kommende år, og det er med nogen bekymring, at skolebestyrelsen ser frem mod dette; lige nu er der mange usikkerheder, idet budgettet for 2024 i skrivende stund endnu ikke er fremsendt.  

Dernæst fulgte en orientering fra elevrådet. De arbejder allerede nu med forårets elevtrivselsdag. Det er en dag, som arrangeres af elevrådet og som bryder med klasserne. Det giver de store ansvar for de små, og de små store forbilleder. I dette skoleår skal dagen nytænkes, og derfor er arbejdet allerede nu begyndt.  

Skolebestyrelsen har tidligere i år arbejdet med Princip for klasseinddeling. Det er et vigtigt princip, da klassedeling fylder meget for både elever og forældre – samt for lærere og ledelse. Alle er interesserede i, at alle klasser kommer til at fungere godt, og derfor gav andenbehandlingen ligeledes til en konstruktiv debat om dette. Princippet blev vedtaget, og det kan snart læses på skolen hjemmeside. 

Dernæst udarbejdede skolebestyrelsen høringssvar til feriekalenderen, som vi gør hvert år. Det er feriekalenderen for skoleåret 24/25. Den blev godkendt, og det skulle give mulighed for både hhv. en god juleferie samt deltagelse i Vildbjerg Cup. 

Endvidere var der orientering om såkaldt PBL eller problembaseret læring, som Sortebakkeskolen sammen med øvrige Rebild-skoler arbejder med. Det er et projekt, hvor lærerne udvikler deres praksis i samarbejde med Aalborg Universitet. Dette affødte en kort snak i skolebestyrelsen. Selvom der var enighed om, at dette ikke var de vises sten, så var der ligeledes enighed om, at nogle elever vil kunne styrkes af denne læringsform. Skolebestyrelsen udtrykte dermed sin tilfredshed med en styrelse af den varierende undervisning. 

I naturlig forlængelse af dette, talte skolebestyrelsen uformelt om muligheden for at udvide forældresamarbejdet. Mange forældre har jobs, som mange elever vil kunne spejle sig i. Men hvordan kan dette organiseres? Skal der laves en ressourcebank? Skolebestyrelsen tager dette op igen senere. 

Dernæst var der en begyndende drøftelse af kvalitet i undervisningen – eller sagt på en anden måde – hvad er det for en skole, vi vil være? Umiddelbart virker spørgsmålet ligetil, men det viste sig ret hurtigt at være meget komplekst. Svarene faldt dog inden for to kategorier: Et sted, hvor man lære noget, og et sted, hvor der er rart at være. Denne proces frem mod et nyt, opdateret værdisæt fortsætter på kommende møder. 

Afslutningsvist var der evaluering af efterårets forældremøder i klasserne. Det førte til en god diskussion,  ikke mindst da skolebestyrelsens forældre-medlemmer  er delt ud mellem mange årgange. Der er nemlig stor forskel på de mindste og de ældre klassetrins udfordringer. Dette følges der også op på.  

Af Kim Hornbech, næstformand i skolebestyrelsen på Sortebakkeskolen.

Skolefodbolddrengene er vendt hjem fra Hobro, hvor de desværre tabte i straffesparkkonkurrencen, men de spillede en fantastisk kamp, som blev overværet af mellemtrins- og udskolingseleverne fra Sortebakkeskolen.
8. årgang har, som en del af deres PBL, åbnet en skolebod i 10-pausen, hvor man kan købe lidt til at supplere madpakken med. Eleverne fra de to 8. klasser skiftes til at have vagten.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler