På søndag den 11. februar er det fastelavnssøndag og evangeliet er fra Lukasevangeliet kap. 18 vers 31 til 43.
Af Svend Schultz-Hansen
På søndag er det fastelavn, og vi træder ind i fastetiden, påskens forberedelsestid. I kort form møder vi påskens evangelium i hele dets gådefuldhed: At Jesus ”Menneskesønnen skal lide dø og på den tredje dag skal han opstå”.
”Jeg er verdens lys”, siger Jesus, men skal dette lys slukkes af Langfredags mørke! Gud giver mennesket liv, skulle så mennesket kunne aflive Gud? Skulle dødens mørke kunne falde over ham, der er Himlens lys!
Ja, det skulle den, fordi Gud selv ville det. Jesu død var ingen tilfældighed, han tog døden på sig og tog dermed vor synd på sig! I ham er synden død, ikke ophævet, som var den ingenting, men sonet, betalt ud, og retfærdigheden sket fyldest.
Langfredag! En frygtelig pris. Den højeste pris var Langfredag. Dette yderste mørke og denne endegyldige afregning, som faldt med ordene: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!”
Første rate faldt som blodsdråber i Gethsemane have, men denne afregningens time er samtidig påskelys i Langfredags mørke! Lidelsens og dødens mørke skulle falde over ham, der er verdens lys, lyset i Paradisets have, lyset i Guds hjerterum. Ganske som døden opsluger os, opslugte Jesus døden på korset.
Nådens kilder sprang, da Guds hjerte brast! Guds dom og vrede og forkastelse blev smeltet og støbt om, som sværd til vingårdsknive. I denne dags mørke frigjordes den kraft, der alene kunne flytte keruberne fra Edens have og åbne døren til Himmerig.
I hans liv blev porten til Himmelen sprængt, og derfor vandrer vi mod ham og ind i ham for at finde sandheden og livet. I ham er synden sonet, i ham er livet levende og døden død.
En mand så det før påskemorgen, og det var den blinde tigger ved vejen til Jeriko, han ”så” Guds herlighed vandre forbi. Den blinde så uden øjnenes lys, for han så ved troens lys, og Jesus åbnede hans støvøjne, fordi han troede.
Vejen til salighed og sejr gik for Jesus gennem død og begravelse. Med sin død banede han sig vej gennem døden til livet, fra forkastelse til frelse og frem til opstandelse og evigt liv.