Af: Jacob Søndergaard, lokaljournalist
NØRAGER: Situationen omkring det for tiden lukkede lægehus i Nørager er fortsat uafklaret. Den nuværende læge, Peter Aaquist, er for tiden sygemeldt og praksis er lukket indtil videre. Imidlertid er situationen, at Peter Aaquist efter endt sygeperiode ikke ønsker at fortsætte sin praksis, og investorgruppen bag lægehuset er derfor skarpt på udkig efter en læge, der vil drive praksis videre.
Jeppe Ugilt, der er en del af den lokale investorgruppe bag lægehuset, siger til Nørager Avis, at investorgruppen arbejder for hele Nørager området, når man lægger kræfter i at finde en læge efter Peter Aaquist.
– Dette arbejde pågår dagligt i denne tid, og vi har forskellige tegn på, der kan komme en løsning, uden jeg kan kommentere det nærmere, siger Jeppe Ugilt.
Stort potentiale
Lægehuset har haft mere end 3.000 patienter, så potentialet til et lægehus med mere end én læge er stort. Der er to sygeplejersker, som har interesse i at fortsætte i lægeklinikken. Udover lægehuset består Sundhedshuset i Nørager af en større tandlægeklinik, sygeplejeklinik (Rebild Kommune), jordemoderkonsultation (Region Nordjylland), fodplejeklinik og akupunktør.
Favorable start vilkår for ny læge
Nuværende læge, Peter Aaquist, tilbyder at stille sit ydernummer til rådighed omkostningsfrit for en ny læge i Nørager, og ejerne af Sundhedshuset tilbyder at stille bygningen til rådighed på meget favorable vilkår. Sagt med andre ord, vil det være muligt at komme i gang i klinikken omgående uden at skulle have penge op af lommen til ydernummer eller husleje, siger Jeppe Ugilt til Nørager Avis.
Gode fysiske forhold
Sundhedshuset er etableret af en række lokale erhvervsdrivende med det ene mål for øje, at sikre sundhedsfaglige tilbud i Nørager by, herunder ikke mindst et velfungerende lægetilbud. Det samlede sundhedshus består af to oprindelige bygninger, hvoraf den ene er blevet gennemrenoveret, samt en helt ny bygning i to etager som binder det hele sammen. Huset ligger centralt i Nørager med dejlig udsigt over grønne områder. Lægeafdelingen råder over cirka 380 kvm., og ejerkredsen er villige til både at investere i yderligere renovering og/eller tilbygning.
– Samlet set er det faktisk en fantastisk mulighed for at komme godt i gang med egen praksis med massiv støtte fra både ejerkredsen og lokalområdet, lyder det afslutningsvis fra Jeppe Ugilt.
Mens lægehuset for tiden er lukket, henvises til læge-tilbud i Aalestrup eller Onsild