onsdag, oktober 30, 2024

Nørager – en sundhedslandsby for alle

Vil du være med til at lave mere sundhed for byens borgere?

Af: Jacob Søndergaard, lokaljournalist.
NØRAGER: Nørager er blevet udvalgt til at være med i et stort landdistriktsudviklingsprojekt – ”Sundhedslandsbyer”, som er et samarbejde mellem Landdistrikternes Fællesråd, Region Nordjylland og Nordea Fonden.

I dette pilotprojekt får Nørager by stillet 250.000 kr. til rådighed som hjælp til at skabe aktiviteter og forskellige sundhedsprojektet i byen.

Har du lyst til at være med til at lave spændende sundhedsprojekter for dig selv, din forening og alle andre i byen – også dem, der har det svært – så kom med dine gode ideer og vær med til at sparke livskraft ind i fællesskabet, foreningslivet, institutioner og alle dine medborgere i byen, lyder det i oplægget til sundhedsprojektet i Nørager.

Samler sundhedsfremmende tiltag
Kort fortalt går projektet ud på at lave sundhedsfremmende tiltag i Nørager. Det er sundhed i bred forstand – både mental og fysisk sundhed. Det kan handle om kost, motion, socialt samvær, alternative aktiviteter, fællesskab osv.

Noget af det vigtige er bl.a at få fat i nogle af de personer, som ikke dyrker idræt, som ikke er fysisk aktive, og som har en lav deltagelse i det sociale liv i byen. Så handler det også om at gøre udbyttet bedre for de borgere, der allerede er aktive i foreningslivet, som deltager i sociale arrangementer osv. Det handler simpelthen om at få flere af vores borgere til at begynde at leve et sundere liv – sammen. 

Styregruppen bag »Projektet Sundhedslandsbyer« opfordrer byen borgere til at komme og høre nærmere om projektet ved borgermødet den 21.marts i Sortebakkehallernes Cafeterie, hvor der er gratis fællesspisning inden mødet. 

Om projekt Sundhedslandsbyer
Sundhedslandsbyer er et partnerskab mellem Landdistrikternes Fællesråd, Region Syddanmark, Region Nordjylland og Region Sjælland. Projektet er støttet af Nordea-fonden med 3.375.000 kr. samt en medfinansiering fra de tre regioner. Gennem pilotprojekter i 6 landsbyer har Sundhedslandsbyer til formål at etablere sociale sundhedsnetværk med udgangspunkt i de fællesskaber, der allerede eksisterer i byerne. Sideløbende vil Sundhedslandsbyer etablere samarbejde med fagprofessionelle, såsom social- og sundhedsplejen og læger.

Sundhedslandsbyer bygger videre på erfaringer fra dels et casestudie i Frome, England og dels projektet »Fællesskabsby Ringsted«.

Projekt »Sundhedslandsbyer« løber fra september 2023 til februar 2026.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 43 2024

Nørager Avis uge 39 2024

Vellykkede sommerkoncerter

Nørager Avis uge 38 2024