torsdag, oktober 31, 2024

Lægehuset i Nørager er bemandet
– og her er de nye læger!

NØRAGER: Som det er fremgået af Nørager Avis, så har Nørager pr. 1. april fået to
nye læger til at bemande lægehuset i Nørager. Det har naturligvis skabt
begejstring i byen og dens nærområde. I lang tid herskede der nemlig
usikkerhed om lægehusets fremtid efter Peter Aaquist’s pludselige sygdom
og dermed hans fratræden fra jobbet som læge.

Men en stærk indsats fra sundhedshusets ejerkreds samt en forståelse i Regionen for, at Nørager naturligvis fortsat bør have en lægefunktion, førte til det gode resultat med både en mandlig og en kvindelig læge.

Den endelige aftale mellem Regionen og de to læger blev først endelig godkendt ultimo marts, men så gik det ellers stærkt. Allerede den 2. april var de to læger, Negar Pourbordbari og Jens Majgaard, klar til at modtage patienter i lægehuset i Nørager.

Læge Negar Pourbordbari.
Læge Jens Majgaard.

To erfarne læger er stemplet ind
– Men hvem er de to læger, spørger borgerne? Jens Majgaard er 35 år, og han har været ansat ved lægehuset i Aars i flere år. Jens stammer fra Randers, og han har afsluttet sin lægeuddannelse fra Aarhus Universitet i 2016.

Negar Pourbordbari har været ansat ved lægehuse i Aalborg de seneste 2 år. Hun stammer fra Iran, hvor hun er født i 1982. Negar har afsluttet sin lægeuddannelse ved Aarhus Universitet i 2009. Hun er bosiddende i Aalborg og taler naturligvis flydende dansk. Trods den korte tid til forberedelse af den nye opgave er det lykkes de to læger allerede at få en fast tilknyttet sygeplejerske. Hermed er lægehuset klar til at modtage patienter.

Nu er der plads til patienterne
– Vi ved godt, at der er tidligere patienter ved lægehuset i Nørager, som undervejs i den usikre periode har valgt at sikre sig en læge i en af nabobyerne Aalestrup, Aars eller Haverslev, og det er forståeligt, siger Jeppe Ugilt fra ejerkredsen bag Nørager Sundhedshus.

Johnni Kristensen, der ligeledes er fra ejerkredsen, tilføjer: – Men vi tror på, at mange af dem nu vil få travlt med at skifte tilbage til Nørager Lægehus, mens der endnu er plads til flere her. Dermed får de nemlig ikke blot lettere adgang til deres læge, men man styrker samtidig Nørager området.

God baggrund for fortsat at have læger i Nørager
Nørager er præget af at være en by med mange frivillige ildsjæle. Således har frivillige borgere skabt en række større servicefunktioner, herunder både et friplejehjem og et sundhedshus. Sundhedshuset er indviet i januar 2017 og har formentligt været et vigtigt element for, at Nørager blev tildelt to læger. / JS

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler