mandag, september 16, 2024

Urørt skov skaber dynamisk natur

Urørt skov er mere end blot en rodebutik af nedfaldne træer og grene. Den giver biodiversiteten mulighed for at udvikle sig i en naturlig retning og skaber en mere spændende naturoplevelse.

Af Janne Hansen
Hvis du har gået tur i en af de mange statsskove, som Rebild kommune er så rig på, har du måske bemærket, at flere og flere steder får nedfaldne træer og grene lov til at blive liggende, uden at der bliver ”ryddet op”. I stedet er det naturens gang, der får lov til at køre sit eget løb. Hvad er meningen med det? Det emne tager Danmarks Naturfredningsforening Rebild (DN Rebild) hul på den 8. september 2024 ved et arrangement, der byder på både foredrag, vandring og picnic. 

I en urørt skov er den kommercielle skovdrift stoppet. Med tiden kommer der derved flere gamle træer samt døde stammer og grene. Det er til gavn for andre arter, såsom flagermus, ugler, flagspætter, skovmår, svampe og insekter. Mange af Danmarks truede arter behøver mere lys, vand og dødt træ for at trives, og det er netop noget af det, urørte skove er med til at skabe.

Når man er vant til at se træerne stå i sirlige, lige rækker, hvor alle træerne i gruppen har nogenlunde samme alder og art, så kan det være noget af en tilvænning at opleve en urørt skov. Hvorfor fælder man de flotte sitkagran? Hvad med al den CO2, som træerne har oplagret i hele deres vækstperiode? Kommer vi til at mangle tømmer? Hvor er der allerede nu urørt skov i Rebild Kommune, og hvor kommer der mere af den slags? 

Der kan være mange spørgsmål. Dem får du mulighed for at få svar på i løbet af arrangementet, hvor der både deltager skovfoged Erik Dalsgaard fra Naturstyrelsen Himmerland og Anders Horsten fra Danmarks Naturfredningsforening. 

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler