lørdag, april 12, 2025

Gamle minder og en generøs donation

Brorstrup-Haverslev Lokalhistoriske Forening har afholdt sin årlige generalforsamling i arkivets lokaler i Medborgerhuset. Formand Per Poulsen berettede om årets aktiviteter.

Foreningen har i samarbejde med Aktive Seniorer i Haverslev blandt andet besøgte Nutidsmuseet i Aars – en tur med stor deltagelse. Rebild Turistforening arrangerede en byrundtur i Haverslev, hvor arkivleder Lise Sørensen guidede deltagerne rundt til byens historiske steder. Heriblandt det gamle mejeri, hvor Hame Is tidligere havde til huse, samt HCI Efterskolen, hvor forstander Jens Grønhøj fortalte om skolens udvikling. Turen inkluderede også den gamle kro, Stinnes Trappe og sluttede ved Haversmanden med udsigt til byens fastfoodrestauranter og den udvidende fabrik ”Snusen”.

Foreningen afholdt også åbent hus på Arkivets Dag, dog med beskedent fremmøde, mens julehyggen med bankospil til gengæld trak fuldt hus.

Ændringer i bestyrelsen
Lise Sørensen, Gitte Hansen og Kaj Christensen var på valg, og blev alle genvalgt. På et efterfølgende møde konstituerede bestyrelsen sig, hvor Per Poulsen trak sig som formand af helbredsmæssige årsager efter 10 års stort engagement. Han fortsætter heldigvis i bestyrelsen, mens Lise Sørensen overtager formandsposten med Gitte Hansen som næstformand. Øvrige medlemmer er Leo Thorup og Kaj Christensen, mens Hanne Knudsen fortsætter som kasserer uden for bestyrelsen.

Hver onsdag sørger de frivillige hjælpere Jonna Svolgård, Lilly Asp og Arne Sørensen for at holde arkivet kørende.

Lokalhistoriske donationer
For nylig besøgte Finn Høiby arkivet med protokoller og dokumenter fra Haverslev Transformatorforening, som ophørte i 1972, da HEF overtog elforsyningen. I den forbindelse blev Haverslev Gadelysforening oprettet, og den fungerede frem til 2007, hvor Rebild Kommune tog over.

Bestyrelsen i Gadelysforeningen bestod gennem næsten alle årene af Jens Nielsen, Anton Hjullman og Finn Høiby – hvoraf sidstnævnte er den eneste nulevende. Han har nu valgt at donere foreningens kassebeholdning på godt 3.000 kr. til Lokalhistorisk Forening. Selvom Gadelysforeningen blev nedlagt i 2007, har den bidraget til forbedret belysning flere steder i byen med de midler, der var til rådighed./HF

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler