fredag, juni 6, 2025

En hyldest til en frivillig ildsjæl 

Grethe Christensen takker af i Kirkens Korshær i Nørager

I Kirkens Korshær i Nørager er man så heldige at have haft en frivillig medarbejder som Grethe Christensen – en kvinde med stort engagement og hjertet på rette sted. Hun har gennem årene været en markant figur i vores genbrugsbutik, først som butiksleder og siden som frivillig medarbejder.

Nu har Grethe valgt at stoppe, og det markerer afslutningen på en særlig indsats, som fortjener at blive hædret.

– Grethe har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at få vores genbrugsbutik til at stråle, fortæller Vibeke Bøgh-Kristensen,  butiksleder, Kirkens Korshær i Nørager.

– Hun har haft et enormt engagement og har lagt et stort arbejde i at forbedre butikken og skabe en indbydende atmosfære.

Som butiksleder påtog Grethe Christensen sig det fulde ansvar for den daglige drift og har arbejdet utrætteligt for at forskønne butikkens udseende. Hun har haft øje for detaljen og brugt sine kreative evner til at sikre, at butikken både fremstår funktionel og æstetisk.

– Hun har altid sørget for, at varerne blev præsenteret indbydende, og at butikken var pæn og ryddelig. Det er en kæmpe gave at have sådan en person med på holdet, fortæller Vibeke.

Grethes indsats har ikke kun haft betydning for selve butikken – hun har også haft stor indflydelse på fællesskabet og stemningen blandt både frivillige og kunder.

– Hendes positive indstilling smitter, og hun er med til at skabe en varm og venlig atmosfære. Det gør en forskel for både os medarbejdere og for dem, vi hjælper gennem vores arbejde, understreger butikslederen.

Derfor vil hele holdet i Kirkens Korshær gerne udtrykke sin dybfølte taknemmelighed.

– Vi er meget taknemmelige for alt, hvad Grethe har gjort. Hendes bidrag er uvurderligt, og hendes dedikation er en inspiration for os alle, slutter Vibeke Bøgh-Kristensen.

Torsdagsholdet, fra venstre: Betty, Gerda, Henny, Inger, Bente, Grethe og Clara.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler