NØRAGER: Med efterårets komme og en blid sensommersol, der oplyste Sortebakkeskolen, søgte skolebestyrelsen sammen til endnu et bestyrelsesmøde med en lang række punkter på spisesedlen.
Skolens økonomi er presset – og det gælder for næsten alle skoler i kommunen. Derfor har skolen indført et indkøbsstop for at minimere underskuddet. I forlængelse af dette diskuterede skolebestyrelsen endvidere også hvordan og hvor meget, der kan skæres i lejrskoler og overnatninger. Lejrskoler er på den ene side et vigtigt element; ikke mindst socialt, men på den anden side er det også en dyr fornøjelse.
Heldigvis kunne elevrådet byde ind med mere muntre nyheder oven på dette. Elevrådet havde bl.a. deltaget i det fælleskommunale elevråd, og formandsskabet var gået til Sortebakkeskolens repræsentant. Endvidere barsler elevrådet med både en trivselsdag for hele skolen og en skøjtedag for overbygningen.
Skolebestyrelsen diskuterede endvidere måden at holde forældremøder på. Der er jo stor forskel for behovet i 0. og 9. klassen, og det er formodentlig også det, der afspejler tilslutning til møderne. Der blev ikke truffet nogen beslutning ud over at bede om lærernes input.
Rebild Kommune er i gang med at kigge på sit skolevæsen – dels som et udtryk for at økonomien er presset, dels som et udtryk for, at man ønsker at hæve kvaliteten. Derfor var skolebestyrelsen blevet bedt om at diskutere, hvad kvalitet betyder på en skole. En indstilling blev sendt videre til arbejdsgruppen, som varetager denne gennemgang af skolevæsnet, og skolebestyrelsen deltager desuden i den workshop om emnet som kommunen afholder.
Sidst kiggede skolebestyrelsen på resultatet af årets afgangskarakterer. Dette var heldigvis også gode nyheder. Flere steder ligger vi os betragteligt over landsgennemsnittet; andre steder blot på landsgennemsnittet. Skolebestyrelsen vurderer, at det er en kombination af dygtige elever og dygtige undervisere, der har givet et flot resultat.
Sidst blev Sortebakkeskolens jubilæumsfester evalueret. Der var dels stor ros til arrangørerne af festen for tidligere elever – både mad, musik og stemning blev rost. Se evt. flere billeder fra festen på skolens facebook-side. Dels var der ros til lærere og elever for en festlig afholdelse af jubilæet for nuværende elever.