Af Jacob Søndergaard, lokaljournalist
REBILD: Byrådet i Rebild Kommune er for tiden midt i budgetprocessen. Det kunne man nu kun sporadisk mærke på stemningen under sidste uges byrådsmøde, hvor en række mere almindelige og forventelige sager var til afgørelse eller til orientering.
Lene Aalestrup (Kons.) ny repræsentant i Rebild Kulturskole
Efter ændring på nogle pladser i sammensætning af byrådets udvalg som følge af tidl. byrådsmedlem og borgmester Leon Sebbelins (Rad.) udtræden af byrådet, kunne Pia Elberg (Rad.) pege på Lene Aalestrup (Kons.) som ny repræsentant for byrådet.
En række kalenderopgaver – løst og udsat
Byrådet godkendte på mødet flytningen af de to kommende byrådsmøder, som i hovedtræk vil angå budgettet for 2024 og de påfølgende år. Derfor afholdes mødet i september i Haverslevhallens selskabslokaler, og mødet i oktober afholdes i Skørping Idrætscenter.
Der var også til behandling, byrådets mødekalender for 2024, men her kom Mikkel Højsleth (Kons.) med forslaget om at omplacere møderne i november og december, hvilket fik enkelte kommentarer og en konklusion fra borgmester Jesper Greth (V) om, at punktet bearbejdes og genfremsættes senere.
Lokalplanforslag i Ravnkilde til offentlig høring
Byrådet godkendte, at et tillæg til eksisterende lokalplan for boligområdet Kildebakken i Ravnkilde. Tillægget til lokalplanen skal give mulighed for, at der udover åben-lav boligbebyggelse også kan opføres tæt-lav boligbebyggelse. Formålet med lokalplanen er udvide anvendelsen, så der udover parcelhuse også kan opføres rækkehuse, klyngehuse og dobbelthuse. Hensigten er at fremme bosætningen i Ravnkilde ved at give mulighed for udvikling af mindre boligtyper. Lokalplanområdet ligger i den nordøstlige del af Ravnkilde og udgør bygrænsen mod det åbne land.
Godkendelse af tilskud til boligbyggeri i Haverslev
Aars Boligforening har fremsendt en anmodning om godkendelse af skema A i forbindelse med opførelsen af 18 familieboliger på Amtoften i Haverslev. Antallet af boliger er under sagsbehandlingen øget fra 16 til 18. Byrådet skal tage stilling til, om der skal gives tilsagn om støtte til projektet. Projektets anskaffelsessum er 36,386 mio. kr. og udnytter dermed det fulde maksimumsbeløb, som er den maksimale sum, projektet må koste.
Byrådet godkendte ansøgningen.
Grøn Energi i 2040
Som en del af initiativet ’Grøn Energi Nordjylland 2040’ (GEN2040) i regi af Business Region North (BRN) har alle de nordjyske kommuner og Region Nordjylland samarbejdet om at udarbejde en fælles, strategisk energiplan for Nordjylland. Den viser vejen til, hvordan Nordjylland kan blive selvforsynende med vedvarende energi i 2040. Byrådet godkendte det fremsendte udkast til Nordjyllands Strategiske Energiplan.
Byrådets Morten Lem (S): – Jeg glæder mig over, man nu kommer videre i denne sag, som er startet 6-8 år tilbage, og tiden har siden blot forstærket ønskerne om at udvikle grøn energi. Jeg slår til lyd for, at der til stadighed foregår grundig planlægning inden for dette emne.
Byrådet holder senere et temamøde med netop »Grøn Energi« som emne.
Børnehuset Skovhuset, Støvring: Overskud 1.959 kr.
Et byggeregnskab over en større til- og ombygning af Børnehuset Skovhuset er afsluttet med et overskud på 1.959 kr. – og budgetrammen var oprindeligt på samlet 10.975.000 kr. Byrådet godkendte regnskabet, og at overskuddet går i kommunens kasse.
Lokalfællesskab i Ravnkilde: Overskud 22.473kr.
Byrådet besluttede på mødet d. 27. juni 2019 at bevillige 2,1 mio. kr. til ”Lokalefællesskab i Ravnkilde”. Dette betød i praksis, at Børnehaven Kløvermarken skulle flytte fra deres tidligere adresse og ind på Ravnkilde Skole, hvilket krævede forskellige tilpasninger inde og ude, både for at kunne overholde lovmæssige krav, men også for at kunne opfylde de behov, som en daginstitution har i det daglige. Byggeriet har haft en samlet budgetramme på 2.186.100 kr., og afslutningsvis giver byggeriet en mindre-udgift på 22.473 kr., som er tilført kommunens kasse.
To politikker godkendt
Byrådet behandlede og godkendte på sidste uges møde en opdateret politik for hhv. »Oplevelser, fritid og fællesskaber« under Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalgets arbejdsområde – og efterfølgende en opdatering af kommunens Omsorgs- og Sundhedspolitik.
Lars Hørsman (DSF) mente, at kommunen i sine konklusioner og accept af et høringssvar godt kunne give et mere fyldestgørende svar end blot »taget til efterretning«. – Det er ikke seriøst overfor de, som sætter sig ind i stoffet og sender et seriøst svar, sagde Lars Hørsman.
Pia Elberg (Rad.): – Det er supergodt med et højt ambitionsniveau, men der savnes en handleplan.
Flere byrådsmedlemmer kommenterede sagen, men borgmester Jesper Greth (V) stoppede debatten og henviste til de svar, som udvalgene alle har givet.
Ingen penge fra »fattigkassen«
Borgmester Jesper Greth (V) orienterede under mødets sidste punkt om det svar, som byrådet har fået på en ansøgning om 40 mio. kr. fra regeringens »fattigkasse« til nødlidende kommuner.
Borgmesteren mente, at kommunens socioøkonomiske grunde vejer tungt, men åbenbart ikke tungtvejende nok til, at Rebild Kommune kan få del i disse penge.
– Det er hårdt at se, at vi i Rebild kommune, ikke kan komme i betragtning, sluttede borgmesteren.