torsdag, december 26, 2024

Frivillige på festival fængede i Skørping

Af Jacob Søndergaard,lokaljournalist

SKØRPING: Sidste år tog Frivilligcenter Rebild initiativ til den første Frivilligfestival, der blev holdt på Støvring Gymnasium. I år var både interessen og ambitionerne sat højere, og en hel idrætshal i Skørping Idrætscenter var afsat til formålet. 44 foreninger og aktører med stande, aktiviteter og underholdning var bemandet med cirka 120 frivillige, som på hvert sit felt kunne både præsentere den enkelte aktivitet og besvare spørgsmål. Ud over de cirka 120 frivillige, gik 452 besøgende gæster gennem indgangen.

– Vi havde en fantastisk dag og er utrolig glade for de utrolig mange positive tilbagemeldinger, vi fik fra de mange deltagende frivillige og gæster på festivalen, siger Christina Dige Rejkjær, Centerleder hos Frivilligcenter Rebild. Hun supplerer i øvrigt med, at Frivilligcentret allerede så småt er gået i gang med planlægningen af næste års Frivilligfestival, som bliver søndag den 3. november, så alle foreninger og andre interesserede opfordres allerede nu til at sætte kryds i kalenderen, siger hun til Nørager Avis.

– Det er kun anden gang, vi afholder frivilligfestival, og vi forventer, at næste års festival bliver endnu større og med endnu flere deltagende foreninger og aktører end i år, lyder det optimistisk fra Christina Dige Rejkjær, som bakkes op af frivilligcentrets formand Merete Langeland, der ligeledes er fuld af beundring for både frivilligfestivalen som helhed, men også engagementet hos de mange frivillige, der bemandede de 44 stande i hallen.

Glad borgmester bød velkommen
Borgmester Jesper Greth åbnede årets frivilligfestival med en stor tak til både de, som har valgt at afsætte nogle søndagstimer til et besøg, men også til de, som allerede er engagerede eller de, som kunne tænke sig at lægge en frivillig indsats på et område, man interesserer sig for.

– Frivilligt arbejde løfter en utrolig vigtig opgave i Rebild Kommune. Det er en del af den lim, der binder os sammen som fællesskab, og vores frivillige gør en uvurderlig indsats for at støtte en lang række fællesskaber, som gavner både børn, unge og voksne, sagde Jesper Greth.

350.000 fuldtidsstillinger i Danmark – heraf mange i Rebild Kommune
Borgmester Jesper Greth sagde videre: – Alt hverken kan eller skal gøre op i penge, men det frivillige arbejde er faktisk en økonomisk gevinst. Ifølge statistikker udføres der årligt mere end 600 mio. timers frivilligt arbejde på landsplan i Danmark, hvilket svarer til 350.000 fuldtids stillinger.

Meget af den indsats lægges også i vor kommune – men værdien er ikke den vigtigste; det er den menneskelige værdi, som indsatsen tilfører vort samfund, sluttede borgmesteren sin velkomsttale.

Lene Aalestrup, formand for Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, afsluttede festivalen, hvor også hun roste initiativet, de mange frivillige og publikums opbakning.

Christina Dige Rejkjær, Centerleder hos. Frivilligcenter Rebild: – Vi er meget tilfredse med frivilligfestivalens tilslutning og forløb.
Der var god tid og god plads til en grundig dialog med Frivilligfestivalens deltagere.
Sanger og entertainer Ole Kibsgaard er kendt for sit store engagement overfor børn, og det viste han talrige prøver på.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Nørager Avis uge 52 2024

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nyt fra byrådet december 2024

Nørager Avis uge 51 2024