lørdag, november 23, 2024

Lang byfest-lørdag i Nørager

NØRAGER: En af de faste traditioner til byfesten i Nørager er lørdagens markedsdag. Markedet blev tidligere holdt på byens torv i midtbyen, men de sidste år er markedet blevet flyttet op på byens stadion, hvor det store byfesttelt er opstillet hele ugen.

Markedsdagen starter med, at hele byen bliver inviteret på gratis morgenmad i teltet af Nørager Borger- og Håndværkerforening. De mange hundrede rundstykker er sponsoreret af byens populære bagerforretning, og Nørager Mejeri har sponsoreret det smør, som flittige folk fra Nørager FDF bruger til at smøre de mange rundstykker med.

Denne lørdag formiddag var der som altid mange mennesker og masser af aktivitet på stadion, og trods et noget køligt vejr og truende regnskyer, var humøret højt hos deltagerne, der, udover at nyde den gratis morgenmad, også blev underholdt med levende musik af Moonshine Trioen, der altid er at finde til markedsdagen.

Et fast punkt denne dag er også, at de nykårede Årets Borgere holder en lille tale. Det populære par, der var løbet med den ærefulde titel, havde valgt, at det var Mette Alexandersen, den kvindelige halvdel af parret, der skulle holde talen. Mette takkede for titlen og fortalte, at både hun og manden, Mikael Knudsen, var meget glade og ydmyge over at have modtaget denne hædersbevisning. Efter talen kunne de så begge fortsætte med deres store frivillige arbejde i afviklingen af byfesten.

OK-penge uddelt til byens idrætsforeninger
Et meget populært indslag til markedsdagen er, når de frivillige kræfter i byens Brugsforening kan uddele penge fra OK-tankstation og -vaskehal til det lokale foreningsliv. De fire modtagende foreninger kunne således rejse hjem med hver en check på 14.000 kroner, ligesom formanden for Brugsforeningen, Kaj Lundgaard, fortalte, at foreningerne kunne ansøge om 10.000 kroner til indkøb af forskelligt grej til deres forening. Også byens Vedligehold, der frivilligt sørger for at holde Nørager ren og pæn, fik en lille hilsen fra OK – fire gavekort på 500 kroner, som kan bruges til at købe brændstof til de maskiner, der bliver brugt i arbejdet i byen.

Plaskvådt optog med højt humør
Markedsdagen slutter altid med, at Kimbrergarden spiller op som optakt til et optog gennem byen. Forrest i optoget finder man alle byens Fuglekonger, efterfulgt at alle de tidligere modtagere af titlen som Årets Borgere. Da musikken spillede op og optoget satte sig i bevægelse, åbnede himlens sluser sig, og regnen væltede ned, hvilket den blev ved med lige indtil optoget sluttede. De mange deltagere i optoget fik sig således et heftigt brusebad, og da ikke alle havde medbragt regntøjet, var det en sjaskvåd flok, der travede byen rundt i takt til Kimbrergardens marchmusik. Trods silende regn og vådt tøj fejlede humøret ingenting hos deltagerne. Optoget stoppede som traditionen byder hos sidste års Fuglekonge, og her kunne de fleste deltagere søge ly i det opstillede telt, mens de våde og kolde musikere i Kimbrergarden spillede videre under åben himmel; de våde musikere fik dog stor og højlydt anerkendelse for deres utrolige standhaftighed – trods de sjaskvåde uniformer, der for pigernes vedkommende bl.a. består af en kort plisseret nederdel, spillede de ufortrødent videre. Ind i mellem måtte blæseinstrumenterne dog lige tømmes for regnvand.

Trods den noget våde omgang, var humøret som altid i top hos deltagerne, og ingen i byen kunne være i tvivl om, at det var en flok glade mennesker i feststemning, der bevægede sig gennem gaderne.

Efter optoget gik turen tilbage til stadion, hvor der blev holdt fugleskydning, og Jesper Hansen blev årets fuglekonge. 

Byfest-lørdagen sluttede med det store borgerbal i festteltet. / JS

Sebastian Fogh gik forrest i optoget med Fuglekongerne.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler