onsdag, december 18, 2024

Nyt fra byrådet december 2024

Af Konservativ førstesuppleant, Kim Hornbech
Mens juleudsmykningen lyste over land og by, var julefreden endnu ikke helt faldet på plads over det lokale demokratis virke; dog var det et fredeligt byrådsmøde, hvor beslutningerne blev taget enstemmigt. Dagsordenen rummede denne gang 14 punkter, herunder 12 beslutningssager,  som byrådet i højt humør kastede sig over.

Først var der tid til at vælge delegerede til KL’s komunalpolitisk topmøde i marts. Borgmesteren tager afsted sammen med Mikkel Højsleth (C), Peter Hansen (A), Sandie Jellesen og 1500 andre lokalpolitikere fra det ganske land. Enstemmigt vedtaget.

Dernæst fulgte en række beslutningssager. Først to om Rebild Vand og Spildevand; dels en kommunal lånegaranti; dels en godkendelse af taksterne. Den kommunale garanti på 34.5 mio kr. er blandt andet med til at understøtte separatkloakering i Ravnkilde og Nørager. Taksterne hæves dog lidt, og  begge dele blev vedtaget enstemmigt.

Herefter var det tid til at kigge på afsættelse af rådighedsbeløb og frigivelse af midler til ny integreret daginstitution i Støvring. Der var indledningsvist besluttet at lease børnehaven, men med den forbedrede økonomi er det nu muligt at købe. Dermed spares op imod 4 mio. kr. hen over en 25-årig periode. Det blev enstemmigt vedtaget.

Derefter blev det tid til at kigge på en godkendelse af et såkaldt actioncard ved chikane, trusler eller lignende mod lokalrådspolitikere. På baggrund af et notat fra Indenrigs- og boligministeriet, der oplyser om mulighederne, blev det besluttet at ligestille politikere med kommunens medarbejdere, således at de i en sådan situation, nyder samme støtte. Enstemmigt vedtaget.

Evaluering af bæredygtighed som fast punkt på Teknik og Miljøudvalgets dagsordenen. TMU har gennem en fireårig periode kørt det som pilotprojekt, og nu blev det enstemmigt besluttet at det skal gøres permanent.

Herefter blev den strategiske midtbyplan for Støvring behandlet. Det er en vision og en plan, der skal sætte retning Støvring Midtby, så det bliver en mere levende midtby. Der har været stor involvering fra lokalsamfundet; mange lokale og frivillige kræfter har bidraget, og der blev udtrykt stor begejstring fra byrådssalen. Vedtaget enstemmigt.

Dernæst blev det tid til en årligt tilbagevendende tradition; nemlig at byrådet skal godkende affaldstaksterne. Det er første år, hvor Nordværk har overtaget driften, og taksterne vil sige med 5%. Selvom man havde forventet stordriftsfordele, så kan de ikke høstes første år. Vedtaget enstemmigt.

I forbindelse med nyt skolebyggeri i Støvring Syd er det også nødvendigt at revidere skoledistrikterne, og dette var på dagordnen efter, at det har været i høring. Høringen gav ikke anledning til ændringer, og derfor kunne de nye skoledistrikter nu godkendes, hvilket de også blev enstemmigt.

Dernæst var det tid til at kigge på en afrapportering fra Social- og Boligstyrelsen med henblik på kvaliteten af anbringelser af udviklingshæmmede med dom. Det vil i praksis sige Kofoedsminde, kendt fra DR-dokumentaren: De særligt farlige. Kvaliteten er undersøgt og behovet for en tilsvarende institution i Vestdanmark er undersøgt. Konklusionen fra styrelsen var dog, at kvaliteten var tilstrækkelig og behovet dækket. Vedtaget enstemmigt.

 Sidst var det tid til at kigge på en ansøgning om udsættelse af afdrag fra Multihuset i Støvring. På grund af høje udgifter og store vanskeligheder ansøges der om, at gældsafviklingen udsættes to år. Der har været arbejde hårdt for at holde liv i svømmehallen, og derfor besluttedes det enstemmigt at udsætte gældsafviklingen.

Dernæst var det tid til, at man ønskede hinanden glædelig jul – hvilket også skete med højt humør; Endnu et år i lokaldemokratiet var vellykket gennemført.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler

Jul i Nørager

Nytårstaffel og fernisering

Nørager Avis uge 51 2024

Nørager Avis uge 50 2024

Nørager Avis uge 46 2024