onsdag, januar 22, 2025

Forrygende familiedag i Sortebakkehallerne

Der var deltagerrekord, da Nørager Brugsforening søndag havde inviteret til OK Dagen for tredje gang. Mere end 600 deltog i løjerne i Sortebakkehallerne.

Af John Jensen, lokaljournalist

NØRAGER: Seks hoppeborge var pumpet op, kagerne og kaffen var klar, og de frivillige stod klar til at tage imod børn og voksne, da Nørager Brugsforening i søndags endnu en gang åbnede dørene for OK Dagen i Sortebakkehallerne.

– Og interessen for at være med var stor, fortæller formanden for Nørager Brugsforening Kaj Lundgaard.

– Vi har ikke en egentlig optælling, men vi har sikre indikationer på, at mere end 600 var forbi hallerne i løbet af dagen. Det er det største deltagerantal, vi indtil nu har haft, siger han.

Der var lodtrækning om gavekurve og OK-benzinkort.

Herlig familiedag
Der var, som sædvanlig, masser af legemuligheder for børnene, foreninger fik lov til at vise sig frem, og der var kaffe, kage, pommes fritter, slik og sodavand. 

Alt sammen ingredienser til en herlig familiedag, hvor de voksne får tid til at snakke med både naboer, bekendte og tilflyttere, mens ungerne boltrer sig i hoppeborge og andre aktiviteter. Både aktiviteter og forplejning var gratis for deltagerne.

– Det gik rigtig godt, og vi har da også allerede besluttet, at OK Dagen skal være en tilbagevendende begivenhed den tredje weekend i januar. Næste år bliver søndag 18. januar, siger Kaj Lundgaard.

Give tilbage til byen
OK Dagen er den butiksløse Nørager Brugsforenings måde at ”betale tilbage” til byens borgere for at støtte op om foreningens tilbud. Det er 11 år siden, butikken lukkede, men foreningen har beholdt bygningen, som nu er er lejet ud til Kirkens Korshær. Derudover står foreningen for driften af den lokale OK-tank og bilvaskehallen, der afsætter 10.000 vaske om året.

– Det genererer et overskud, vi så kan bruge til at støtte børne- og ungdomsarbejde i byens foreninger og arrangere for eksempel OK Dagen, siger Kaj Lundgaard.

Sund økonomi
Foreningen har en sund økonomi, der kan bære at dele blandt andet 20.000 kroner ud om året til hver af foreningerne SGF Sortebakken Gymnastik forening, FDF-Nørager, SHK Sortebakken Håndbold Klub og RIF/NIF Nørager/Rørbæk Idræts Forening.

– Men derudover kan de også søge til særlige projekter. Vi støtter gerne aktiviteter for børn og unge, siger Kaj Lundgaard.

Der var aktivitet hele søndagen i Sortebakkehallerne.
I cafeteriaet var der blandt andet pommes fritter, saft, kage og kaffe.

Related Articles

- Advertisement -spot_img

Seneste artikler