På søndag den 14. februar er det 1. søndag i fasten og evangeliet er fra Lukas kap. 22 vers 24 til 32.
Foråret kan komme så forskelligt. Det kan komme så sagte, og det kan komme i spring. Det spæde forår slår over i det sprælske forår, når naturen i hast smyger vintertøjet af og hovedkulds springer ud og springer ind i sommeren.
Med denne søndags evangelium er vi hovedkulds sprunget ind i påsken og sidder bænket med Jesus og disciplene omkring nadverbordet skærtorsdag, og er der spændinger i foråret, så er der også spændinger her.
Enhver er sig selv nærmest siger vi, og det kan være sandt nok, men gennem dåben er vi lukket ind gennem Paradisets låger, og herinde er det ikke sandt, for i Guds rige er Gud nærmere dig end du er dig selv, herinde elskes du højere, end du elsker dig selv!
Vi véd af smertelig erfaring, at den der vil til vejrs giver det altid en ekstra millimeter at stille sig på en andens ligtorn, men noget andet er sandt i en langt dybere forstand, og vi hører det sagt med ordene fra forfatteren Tom Kristensens gravsten på Turø kirkegård:” Når jeg bøjer mig, så dybt som jeg kan, vokser min verden sig stor”.
Når vi træder ind gennem dåbens dør betyder det ikke, at vi forvandles til overmennesker, der er hævede over, synden, frygten og forfængeligheden. Men det betyder, at du kan smile over dine svagheder, dine fald og dine fejl, dit skjold og dine masker, for det er alt sammen taget fra dig og lagt ind i den himmelske kamin.
Vi smiler over os selv, for vi har ikke meningen med livet liggende inde i os selv. Det menneskelige sind er bygget alt for stort til at noget i livet magter at fylde det fra gulv til loft. Vort livet kan kun være meningsfyldt, kan kun fyldes helt med mening, når vi lukker Gud ind. Gud alene er stor nok til at fylde rammerne ud på det menneske, der er skabt i Guds billede!
Amen.
