På søndag den 28. februar er det 3. søndag i fasten og evangeliet er fra Johannesevangeliet kap. 9 vers 52 til 51
Den korsfæstede Jesus kan godt i sin positur have en vis lighed med et fugleskræmsel, og samtidig ser han tusind gange værre ud. Sådan en Gud ville mennesker aldrig være kommet i tanker om at skabe sig, en sølle figur med en silhuet som et fugleskræmsel! Jeg er vejen sandheden og livet, siger denne mand, der har afgivet magten og derfor med vægt kan sige:” Jeg er sandheden”, for sandheden fører sig aldrig frem med magt, men med ret.
Hvor den afmægtige Gud er Herre, dér er ingen mennesker tjenere, men hvor magtmennesket er herre, der er der altid andre mennesker, der er tjenere. For Jesu modstandere er sandheden og magten to sider af samme sag og at sige noget andet er vanvid for enhver kan jo se det! Men Jesus siger, at enhver som sværger til magten har løgnen til far og lever ud af en løgn, for sandheden er Guds vilje, kærligheden, og den har ingen magt.
Forfatteren Martin A. Hansens roman ”Løgneren” rummer dagbogsblade af læreren Johannes Vig. Den anden person i bogen hedder Rigmor og en dag siger Rigmor til ham:”…jeg har i grunden altid haft det godt og alligevel er mit liv blevet meningsløst. Hvordan kan man da tro på Gud? Og Johannes svarer:” Det må man. Når du kommer til meningsløshedens yderste, da ser du, at det hele er en valplads, hvor to magter slås. Og et ingenmandsland gives ikke”. De to magter er Gud og Djævelen og menneskehjertet er en valplads, en kampplads.
Vi kan derfor ikke blot kan finde os en plads bag skærmen, blandt livets publikum, men livet er et drama, hvor det går på livet løs mellem sandheden og løgnen, og her er ingen tilskuerpladser – alle er på scenen. Og alle har hovedroller.
Svend Schultz-Hansen
