I de sidste to uger, har børnene i Daginstitutionen Tuen i Haverslev haft både brandøvelse og førstehjælp.
Rundt omkring i Tuen hænger piktogrammer over, hvad man skal gøre, hvis der opstår brand. Alle børn ved hvad de skal gøre – nemlig komme ud af enten døre eller vinduer og mødes ved flagstangen.
En dag, blev der pludselig råbt: ”VI LEGER AT DET BRÆNDER”. Straks vidste alle børn, at det gjaldt om at komme ud til flagstangen – om det så var i strømpefødder.
Når alle var blevet talt, kunne man få lov at komme ind igen – for heldigvis var det jo kun en leg!
Brandmateriellet blev også tjekket – børnene fik lov at holde den store brandslange og kunne ved selvsyn konstatere hvor langt strålen rakte.
De yngste børn fra Vandpytten var på besøg på Falck stationen i Aars. Her så børnene de store brandbiler, og Kim fra brandstationen fortalte om det hele. Børnene fik lov til at prøve en brandhjelm, hold nu op, hvor er den tung at have på. De så også brandmændenes garderober – her var alt brandmandstøjet placeret, så det lige var til at hoppe i, hvis alarmen lød.
Inden børnene skulle hjem igen, fik børnene demonstreret blink og horn på brandbilen – wuhu…det var højt!
Torsdag var der så førstehjælp på programmet i hele Tuen. To voksne kom rundt til alle stuerne, og viste små skuespil, og lærte børnene hvad man skal gøre ved næseblod, hudafskrabninger, buler, brandsår og hvis noget sætter sig fast i halsen. Den tilskadekomne voksen havde brugt teaterblod, så nogle af børnene synes faktisk det så lidt uhyggeligt ud, når der blev leget næseblod. Men heldigvis var det jo kun noget de legede! Der blev sunget førstehjælpssang, og alle børn fik et diplom for veludført kursus.
De ældste børn i Tuen blev desuden instrueret i stabilt sideleje. Hvis man finder en bevidstløs person, kan man nemt ligge vedkommende i stabilt sideleje – selv et barn kan gøre det ved en voksen. Der blev snakket om, hvad man skal gøre, hvis man er alene med den bevidstløse – hente hjælp hos en nabo eller ringe 1-1-2. For at hjælpe med at huske telefonnummeret, kan man tænke på at man har én mund – én næse – to øjne: 1-1-2.