På søndag den 12. juni er det 3. søndag efter trinitatis og evangeliet er fra Lukses kap. 15 vers 11 til 32
På søndag skal vi høre lignelsen om den fortabte søn, der begynder således: ”En mand havde to sønner… ”. Den yngste gik til sin far og sagde: ”Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem”
Den yngste søn var ikke slave, men søn af huset, så det er ordet ”tilkommer”, vi skal lægge mærke til. Den yngste spiller på retten, og uden et ord adlyder den gamle. Man diskuterer ikke ret og retfærdighed, man adlyder, og faderen er, så at sige, retfærdigheden selv.
Da han havde sat formuen over styr på hurtige kvinder og langsomme heste blev der hungersnød i landet, men ingen gav ham noget. Hjem ville han ikke, for så ville retfærdigheden bare ske fyldest, og den var der ingen grund til at komme hjem efter.
Det var først, da han drømte om at få lidt svinefoder til sine skrigende tarme, at han ”gik i sig selv”. Det var ikke længsel efter fædrenehjemmet, men udsigten til sultedøden, der fik ham til at vende om og gå hjem. Det var ikke hjertets trang, men mavens, der formåede at vende ham. Han så ingen frelse fra døden andre steder, og derfor vendte han hjem, den ”skidte knægt”, som i øvrigt hed Svend.
At Gud Fader er retfærdighed, det vidste drengen alt om, men at han lige fuldt er barmhjertighed, det ventede han ikke. Gud er kærlighed og kærlighed er fuldt ud retfærdighed og barmhjertighed begge dele fuldt og helt, og det fattede drengen ikke, men det oplevede han.
Svend Schultz-Hansen
